KonoKone

Thir Ear Sofa Session with Doussou and Maria @ Soupanatural on Sep 9

2010-09-16T10:21:00.000-07:00

Rehearsal at Ragnhildsgade on Sep 2nd

2010-09-16T10:14:00.001-07:00

KonoKone Taxi Diary # 1

2010-09-16T10:13:00.001-07:00

visit our website....

2010-09-16T10:10:00.001-07:00

www.konokone.net

KonoKone status september 2010

2010-09-16T10:09:00.000-07:00

We are KonoKone: A coalition of female musicians from Denmark and Mali. KonoKone counts 21 active members who make music together across various borders: Geographical, cultural, technological and economical to name a few. Our home towns are: Aarhus, Bamako, Berlin, Biry, Copenhagen, Quebec, Reykjavik, Ry, Segou and Yanfolila. We deliberately chose ”coalition” over other fine words like: ”music collective” and ”band”. By choosing "coalition" as our format we hope to give out that - despite our differences - we are trying to work together. We don’t act as one single voice. Some of the KonoKone artists run their own recording studios while others don’t have electricity in their villages. Our life conditions are far from identical, so why should we pretend otherwise? Although we would like to contribute to a balancing of the distribution of wealth on a global scale, the immediate goal of KonoKone is not to even out our differences. Diversity is our point of departure. Instead we set out to work within our means - on a micro-scale - and get to work. More importantly, we have enough in common to make music together - and we do our best to make it a fair game for everyone despite our different outsets. In the Wassoulou folk music tradition (a region in the southern part of Mali) the kono singers take on a special social role within their communities which enables them to comment on social issues with some degree of immunity. In their songs they advice their listeners on important everyday life matters. This tradition is still alive. In the rural villages there is no shortage of female singers who sing for other women – about matters like fertility, education, marriage etc. According to the manager of Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, historically the women of the villages have sung together in order to scare off the animals at night thereby reducing their fear and loneliness when the men were out hunting. When one woman sang inside her hut, another woman sitting in another hut would respond. Recently the Kono singers have found a wider audience thanks to singers like Oumou Sangaré, Ramata Diakité and Nahawa Doumbia. Nowadays, many contemporary female Malian arists challenge the prevailing gender norms through their music. In various ways they trespass male domains within music. Some by playing instruments that women aren't supposed to play according to the traditional divisions of labour in music. Others through prolific business ventures. A few are outspoken (although strategically ambiguous) against matters like polygamy, adultery, and domestic violence. In subtle – yet noticable ways - these women make up for their limited power within their marriages as well as the political institutions by making their music political. In Europe women have better access to the formal political institutions and debate spheres. Also, they are legally protected against what we here understand as sexism. However, some would argue that there is a lot of discursive sexism going on. The Western ego-economy puts pressure on everyone to perform as admirable members of their respective identity category. Unlike Malian music, European music rarely offers itself as a site for public debate on "women's matters". Within the European tradition being explicit about issues like fertility and domestic violence is not considered very cool. Neither are pointed fingers. Instead song lyrics often hover around hardships on a more individual and less material level, romantic trouble being one of them. In Konokone we are not trying to meet halfway. We use translations of each other’s lyrics as a guiding line, but most of the time we sing in our own languages with our own words. We are working together on a distance - and we are trying to avoid that the good stuff gets lost in translation. We don't use lists of do’s and don’ts when it comes to working together. We team up in pairs in which some interpret each other’s music and words. Others produce around acapella vocals or write songs based on instrumental tracks to give some examples. Our name, KonoKone, is a combination of the words ”kono” (which means ”songbird” in malinké) and ”kone” (which means ”woman” or ”wife” in Danish). The overall idea is that the KonoKone artists collaborate on writing and recording songs as well as performing them together - contiuously. Our first EP will be released on September 3rd, 2010.

Læs mere: http://www.myspace.com/konokone

Hej DK

2010-02-04T08:20:00.000-08:00

Så er vi hjemme igen... Det er dejligt men hold op hvor er det koldt... Med 2 måneders sommer i kroppen har jeg dog lidt at stå imod med. Og bizart meget lyst til at danse... det havde jeg ikke i Mali... hvorfor så nu?

Jeg har nu ikke fået danset så meget endnu, men til gengæld har jeg oprettet en myspace profil for KonoKone projektet... Her kan du blandt andet høre første udkast til mit og Kèmè Sidibés bidrag til projektet. Sangen hedder SIKI og blev til ved at jeg i nogle uger har arbejdet på et instrumentalt track med balafon og dronekor. Helt tilfældigt opdagede jeg at mit nummer gik i samme toneart og var i samme tempo som et af de a capella spor, som Kèmè helt uden at have hørt mit nummer har lagt, da vi var i Yanfolila. Bagefter klippede jeg lidt i det og vupti, så var der resultat... Bedøm selv: www.myspace.com/konokone

Skal man i fængsel, kan man jo lige så godt vælge et guldbur...

2010-01-30T15:42:00.000-08:00

Nu sidder jeg minsandten i en hotel-lobby og hører en live koncert med Malis største sangerinde-diva, Oumou Sangare inden jeg skal flyve. Det er tredje gang, jeg oplever hende live - og anden gang, at det sker helt uden at jeg har planlagt det! Oumou giver koncert på sit hotel, Rèsidence Wassoulou, hver lørdag... Det havde jeg sådan set glemt alt om... Men da jeg steg ud af taxaen lagde jeg mærke til at der stod en velkendt Hummer foran hotellets indgang... Og ganske rigtigt: Oumou is in the house... Jeg sidder pt. i lobbyen og hører koncerten, der forergår i et andet rum... Og det er faktisk fedt at slippe for at se på hende, fordi hendes efter min mening smagløse diva-opførsel larmer så det overdøver hendes vokale virtuositet, når man ser hende live. Det lyder som om, hun og hendes band er i sit rette element i aften... musikken er mere jammet og indadvendt end de andre gange, jeg har hørt hende (får helt lyst til at sige GROOVY ) men hendes vokale signatur: De hurtige, præcise fraseringer, bulldozer-attituden kombineret med en ro, der vidner om en næsten skræmmende portion selvtillid, er ikke gået tabt...

Lidt heldig skal man da osse ha lov at være efter et par stressende dage op til hjemrejsen. Vi har boet i et hus i 40 dage stort set uden vand, og da jeg tillod at bringe det på banen over for ejeren, en lille, ilter kvinde i 60 års alderen, blev jeg mødt med, hvad der bedst kan beskrives som et verbalt haglgevær ladt med afro-franske fornærmelser. Den uredelige argumentation, antallet og hastigheden af afbrydelser overgår alle amerikanske talk shows, jeg nogensinde har set. Og da jeg, efter hun havde sagt OK for husets stand, spurgte om jeg måtte få mit depositum tilbage, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke, fordi pengene var i Frankrig... OK så... Det var i det hele taget en demonstration af magt, og det handlede om alt andet end at kommunikere og finde fælles grund. Her ville girafsprog ikke have hjulpet det store, for enten ved damen ikke, at verbal vold giver blå mærker på sjælen og at tyveri er forbudt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad!

Jeg har lige sagt farvel til Vilma og Stine, der flyver direkte hjem sammen, mens jeg flyver via London og kommer hjem på onsdag... Og det bliver sgu skønt at komme hjem.... Det bliver fantastisk med frisk luft, rugbrød og vand fra hanen. Og dejligt ikke at skulle forhandle om alt og sige nej tak til at købe telefonkort 40 gange om dagen... Det har været en udfordrende og svær tur på mange måder, for at være hvid i Bamako ( ud fra grundreglen om at hvid = $), er åbenbart lidt som at bede om at blive løbet om hjørner med. Strategierne varierer mellem skyd-på-alt-hvad-der-bevæger-sig- argumentation, medlidenheds-appeller, non-verbal skyld-topik og diverse plageåndsmanøvrer... Det er som om de lokale tænker, "går den, så går den" ved synet eller snerten af et blegansigt. Sangerinden, Doussou, forklarede mig forleden, at her i Mali, skal man købe man alt, også sine venner... Og efter 6 uger i landet, er jeg tilbøjelig til at give hende ret... I starten var jeg lidt naiv i forhold til alting, kan jeg godt se nu. To gange er det sket for mig, at der fra det ene minut til det andet er opstået en mærkelig stemning mellem de musikere jeg har arbejdet med og mig selv, uden at jeg kunne sætte fingeren på, hvad der havde udløst det... Der var ikke nogen, der havde sagt noget i nogle af tilfældene... Nu er jeg begyndt at fatte, at der er alle mulige subtile koder og cues, som man skal være obs på, og som alle leder hen til den samme pointe: At jeg skal give dem penge. Det er ligesom når detektiven i en gangsterfilm stiller et vidne et spørgsmål og der bliver helt stille, indtil han hiver dollar-sedlerne frem... Ifølge Cheik Omar, chaufføren vi kørte med på rejsen til Dogonland, er penge også et kæmpe issue mellem mænd og kvinder... Kvinderne går fuldstændig åbent efter guldet, når de leder efter en partner. Jeg tænker, at det jo nok hænger sammen med, at hendes status i ægteskabet er så ringe som den er... Skal man i fængsel, kan man jo lige så godt vælge et guldbur...

Set fra mit lille mig-perspektiv er det er pisseærgeligt at den her rig/fattig har været en barriere mellem mig og størstedelen af de maliere, jeg har mødt... Men jeg har også mødt fantastiske mennesker - ikke mindst musikerne Mouneïssa, Kèmè, Doussou, Radio Wassoulous ildsjæl af en dirktør, Sidiki Sidibé, også kendt som julenissen fra Yanfolila og freelancejournalisten Lise Blom, som jeg fandt ud af kommer fra Kolding ligesom mig da vi havde hængt ud et par dage. Og jeg tror - ikke mindst takket være Lises delen ud af sin store viden om Mali - at jeg er begyndt at forstå lidt mere om denne komplekse kultur... En dag kommer jeg måske til at holde af den, hvem ved? Men vigtigst er det dog, at Vilma, Stine og jeg har gode ting med os hjem, så jeg siger til mig selv, at det er det hele værd...

Indiana jones experience og fame school

2010-01-28T15:36:00.000-08:00

Siden sidst har jeg fået optaget et kor af tandløse dogon-kvinder i den afsides beliggende by, Biri. Det tog 3 timers skramlende bush-kørsel i en 4 hjulstrækker at komme derud. Til gengæld blev vi blev modtaget med geværskud og fik lov at se den lokale krokodille. Bagefter blev vi fulgt op til byens torv af et syngende optog, og da vi kom frem stillede de syngende geværmænd sig i en rundkreds og pegedede deres (vistnok ladte) geværer ind mod midten hvor vi stod. En total indiana jones oplevelse!!!

Jeg har osse fået nogle gode ting i kassen med Chæur Passarelle og Moneïssa Tandina. Sidstnævnte bor i Segou så vi stoppede forbi hende på vejen hjem fra Dogonland. Hun bor i en gård med sine søskende der alle spiller musik. De har osse deres eget musikrum, hvor hendes trommesæt står. Det blev en super effektiv session, hvor vi både fik lavet nogle trommespor, nogle vokaler og en co-write med Rosa Lux. Hun har en meget personlig, dyb stemme som jeg personligt er helt vild med.. sådan en stemme man kan lytte til længe...

Nu er vi tilbage i Bamako, og jeg har brugt dagen på at skrive på min arbejdslegat-ansøgning til Statens Kunstfond og optage Chæur passarelle... bagefter fik jeg osse lavet interviews til specialet med tre af deltagerne. der er en rigtig fin stemning på FP... sådan lidt fame-school, hvor alle de unge går og krammer hinanden og gejler hinanden op inden de skal optræde...

I morgen skal huset pakkes ned... der er et fad der skal limes og nogle cd'er der skal brændes. Nå ja og noget bagage der skal trylles en hel del lettere hvis vi skal undgå overvægt. I morgen er osse dagen for Malis støttekoncert for Haiti... jeg har fået fat på en billet og glæder mig til at se Salif Keita, Oumou Sangare m. fl. folde sig ud..

Men jeg glæder mig faktisk endnu mere til at komme hjem til snevejret og lege med mine venner igen :-)

Dogonland // musikvideo // Fondation Passarelle

2010-01-23T08:49:00.000-08:00

Nu går det stærkt... vi skal snart hjem og derfor går al tiden med at få ting i kassen, dvs. indspille musik og film osv. i morgen drager vi til Dogon land for at deltage i en lille landsbyfest og for at se det... det skulle være en rejse tilbage i tiden med masker, dans og korsang...

Vilma er i skrivende stund i fuld gang med at indspille musikvideo til hendes sang Lattergas sammen med Stine. Efter planen skal hun lave en koreografi som hun skal instruere nogle lokale børn i at fremføre sammen med hende...

I går og i dag har jeg været henne og se Rokia Traoré undervise sine 16 elever i Fondation Passarelle... Hør mere om projektet her:

http://www.dailymotion.com/video/x8s61t_rokia-traore-et-son-projet-fondatio_music

Når Konokone engang kommer så langt skal vores royalties doneres til fonden. Rokia gør et kæmpe stykkearbejde for at kvalificere og uddanne unge maliske musikere, der ellers ikke ville have haft muligheden...

Jeg har fået lov til at optage eleverne fremføre en sang flerstemmigt, hvilket ikke er noget de er vant til. I malisk musik er det næsten altid call-response kor og ikke polyfonisk kor, så eleverne skal arbejde meget med pitch....

Nu skal jeg hjem og lave en co-write med Doussou Koulibaly baseret på et spor af dejlige Rosa Lux....

En Toyota Corolla møder en cykel og en Hummer

2010-01-18T14:20:00.000-08:00

Lige en hurtig rapport fra en weekend med mange højdepunkter. I lørdags tog vi afsted til Yanfolila 5 damer i en ramponeret Toyota Corolla. 6 timer senere ankom vi til byen... rimelig forsinkede. Nå men her skiftede vi til en 4x4 og begav os videre ud i bushen til en lille landsby med stråtækte lerhytter, bål, geder og en fantastisk stjernehimmel. Her blev vi budt velkommen og bespist af landsbyens overhoved inden festen til ære for det lokale kvindekooperativ, der producerer shalotte-løg, skulle starte. Vi mødte osse Keme Sidibé, der skal være med i Konokone. Keme er ifølge Sidiki Sidibé, direktøren på Radio Wassoulou egnens bedste sangerinde, og hun bliver inviteret til mange bryllupper, fester, navngivningsceremonier for at synge... Hun er osse mor til 3 og gift med en mand, der er for syg til at arbejde, så der hviler en del på hendes skuldre...

Festen startede med en masse trommer og dans... efter et stykke tid, da crowden var blevet varmet op begyndte keme at synge. stort set den samme melodi hele tiden men med forskellige ord og til forskellige rytmer. de mange mennesker der var kommet for at være med sad rundt om i en rundkreds... Som altid, når man hører live-musik hernede var der skruet mere end nok op for højtaleren - en megafon - så der var mere distortion på vokalen end på en 90'er indieguitar... Og sådan blev det ved i timevis... en totaloplevelse....

Vi kom hjem til jagthotellet kl 2 og var godt smadrede så vi sov længe dagen efter... Da vi havde været på en fin tur ned til floden, hvor de lokale fiskere tog os med ud at sejle i en pirogue, tog vi frokost på Sidikis datters restaurant...

Bagefter tog vi ned til byens festplads for at deltage i en memorial for den afdøde premierminister, Mande Sidibé, der var født i Yanfolila. Der var mange vigtige mennesker tilstede og folk havde taget deres fineste tøj på. Der var osse mange der havde taget kjoler på af stof hvor der var et billede af mande sidibé. igen sad vi i en kollosal rundkreds og lod os underholde af de forskellige sangere og dansere, herunder et optog af jægere der spillede på ko-horn. fløjtespillere, politiske taler, calabas-dansere og folk i outfits der ville give Henrik Vibskov fråde om munden af misundelse... Som en Fever Ray video i dagslys tilsat 1 maj stemning... og en god del lokal patriotisme... Pludselig kom en kæmpestor gul Hummer rullende ind på festpladsen og ud steg ingen mindre end Oumou Sangare. Den smukke kæmpekvinde gik smilende og rank henover festpladsen imens folk skreg af begejstring... Hun satte sig på sin VIP plads omringet af sin posse af oversminkede damer...
Herefter kom festen til at handle mest om Oumou. Alle optrædende inkluderede hende i sine tekster og sang henvendt til hede. Når hun syntes godt om noget, gik hun op og smed pengesedler efter de optrædende... Publikum jublede... Til sidst sang Oumou selv en sang imens hun steg op i sin Hummer og kørte væk igen...

Efter festen gik vi op på radio wassoulou og indspillede tre numre acapella med kemé sidibé. Hun var ankommet på sin cykel og da hun havde underskrevet indspilningsaftale med et fingeraftryk, sang hun så vi fik gåsehud. Helt uden sminke, distortion eller seje biler....

4 postkort

2010-01-12T10:46:00.000-08:00

Undskyld, jeg er tyk…

Forleden dag stoppede Stine og jeg forbi et bageri og købte os hver en pain au chocolat. Lige som vi skulle til at køre igen, kom en lille dreng forsigtigt hen i mod os med fremstrakt hånd og feberblanke øjne… Stine nåede lige at give ham halvdelen af sit chokoladebrød. Bagefter følte vi os begge triste og oppustede af de tomme kalorier...

Gedehovederne i Segou…

I Segou er der smukt og stille. Husene er røde- og okkerfarvede som det ler, de er lavet af. Da vi sejlede i pirogue op langs floden så vi folk der ordnede deres haver ved bredden og vaskede sit tøj og sine kroppe i aftensolen. På turen kom vi også forbi flere afhuggede gedehoveder, der lå og flød i vandet…

Te på tysk…

En invitation til at drikke te, handler som bekendt ikke altid kun om te, åbenbart heller ikke i Mali…

For snart en uge siden mødte jeg en tysktalende malisk turistguide på parkeringspladsen foran Hotel Mandé. Vi sludrede lidt på tysk, og det var vældig hyggeligt. Da jeg skulle til at gå, spurgte han, om jeg ville drikke te med ham en dag. Jeg takkede - mest af høflighed - ja og gav ham mit nummer. Siden glemte jeg alt om det, indtil han ringede nogle dage efter. En anelse tøvende gik jeg med til at mødes søndag, som var i forgårs…

Mødet foregik ved, at han hentede mig på sin knallert udenfor min lokale kiosk og kørte os hen til Hotel Panda. Vi var næsten de eneste på hotellets lettere lurvede cafe, der var en slags haveskur forklædt som udestue med fjernsyn.

Jeg havde taget det med teen ret så bogstaveligt, så jeg blev rimelig overrasket, da jeg fik at vide, at man slet ikke kunne få te på hotellet… I stedet bestilte vi cola, imens vi indledte en af den slags samtaler, der vist ikke handler så meget om, hvad der bliver sagt med ordene som hvad der bliver sagt mellem linjerne…

I takt med, at min tysktalende te-ven rykkede nærmere og nærmere, rykkede jeg længere og længere tilbage, indtil jeg til sidst sad helt inde i sofahjørnet, imens jeg begyndte at speedsnakke om min datter og hendes far…som jeg i øvrigt snart skulle hjem til… Men det lod han sig ikke standse af… For da jeg havde drukket min cola, foreslog han, at vi skulle leje et rum ”um uns zu erholen”. Og så var det, at jeg pludselig kom i tanker om, at jeg skulle noget andet og var nødt til at gå.

Sikke noget. Og så på en søndag. Jeg har selvfølgelig tænkt over, hvad jeg mon skal lægge af betydning i dette - lettere kiksede - kulturmøde. Her kommer nogle forslag… Er det muligt, at…

a) jeg simpelthen ikke har forstået omfanget af min egen tiltrækningskraft og skal blive bedre til at administrere den?
b) hvid hud+ gebrokkent tysk kombineret med høflighed giver en en billig udstråling og kan tolkes som om man er med på den værste?
c) man generelt bør være på vagt overfor te-invitationer?
d) jeg for det første er til fals for smiger og for det andet er temmelig naiv, hvis jeg tror jeg kan blive venner med en fattig malisk turistguide af det modsatte køn?
e) der gemmer sig nogle sexfixerede bæster bag de maliske mænds venlige og rettroende facader?
f) jeg er blevet gammel nok til at blive taget for en potentiel gigolo-kunde?

Bamako Biergarten

Hver lørdag spiller guitaristen Baco med sit band på spillestedet La Gendarmerie, en udendørs bar, der minder lidt om en berlinsk biergarten. Bandet består udover Baco af en trommeslager en n’goni-spiller, en bassist og tre sangere, der synger på skift. Jeg hørte bandet for første gang i går – på Tores anbefaling. Og det var svängigt som fan, som svenskerne siger. Men lyden var ikke det eneste der gjorde indtryk… Aftenbrisen, stjernehimlen + synet af toptilbagelænet, men afsindigt raffineret dans, kaldte smilene frem hos os alle. Selv hos Vilma, der ellers helst ville være blevet hjemme… Mest lykke gjorde en ældre mand der dansede med en ølkasse, en kæmpe-queer-kvinde i jakkesæt og hat og en ung pige med så lavtaljede bukser, at hendes livlige numse var ved at hoppe ud…

Bamako…

2010-01-03T10:11:00.000-08:00

Bamako er som en landsby og en storby, der er blevet puttet ind i en meget stor tørretumler og blandet sammen. Inde i mellem de store huse, boulevarderne og monumenterne er der bittesmå træskure og nyttehaver. Der går køer og geder rundt i gaderne og de efterlader kokasser med dertilhørende fluer som aromatisk supplement til de åbne kloakker. De fleste transporterer sig rundt til fods eller på knallert, men også 4-hjulstrækkere og gule taxaer præger gadebilledet. Og det samme gør smoggen!
Men ved solnedgang er synet af den spejlblanke Nigerflod med sine græsbanker - tilsat dis og silhouetter af forbipasserende langbåde – en lise for sjælen. Lyserød lyseblå… grøn. Dog er tusmørketimen også det tidspunkt på dagen, hvor de blodtørstige myg begynder at summe i luften… og så er det bare om at komme indenfor…

Tanker om multi-tasking i et mandefrit hus

2010-01-03T10:06:00.000-08:00

3/1 2010

Mændene er taget på klub for at spille med et lokalt band. Imens giver Vilma Stine en omgang fodmassage og jeg sidder her i sofaen og skriver…

Siden jeg blev skilt for snart 6 år siden, har jeg heldigvis ikke behøvet at forholde mig til hvordan det er at skulle få en husholdning til at fungere sammen et menneske, der er fundamentalt uenigt med mig om hvordan og hvornår det bør foregå. I mellemtiden har jeg vænnet mig til at bo alene sammen med Vilma i en to-værelses lejlighed, og selvom jeg har skullet omstille mig til det minimalistiske format og ”gør alting selv”-modellen, er der også klare fordele ved det, såsom mindre rengøring og billigere husleje. Det rareste er dog, at jeg ikke længere behøver at forhandle mig frem til en løsning hver gang, der skal laves noget i huset. Hernede er de gamle HVEM-TAGER-OPVASKEN-konflikter, ikke overraskende, blusset op igen… Eks’en og undertegnede er stadig ikke blevet enige om definitionen af ordet ”rod”, hvilket til tider har givet anledning til mundhuggeri og heraf følgende dårlig stemning i krogene. Heldigvis har stemningen og husholdningsrutinerne efterhånden stabiliseret sig. Der er blevet hakket hæle, klippet tæer og slugt et par kameler.

Alligevel må jeg konstatere, at jeg hverken har fået læst, skrevet eller lavet særlig meget musik, siden huset blev fyldt med folk. I stedet er tiden gået med at være social, lege praktisk gris i huset og organisere og afvikle indspilningerne. Som den eneste fransktalende i gruppen og den eneste indehaver af et malisk simkort har jeg desuden lidt af en blæksprutte-rolle, når det gælder kommunikationen med ”verden udenfor”… I de sidste ti dage, har jeg også skullet forhandle på kryds og tværs med hvad der føles som Bamakos samlede musikerstand for at kunne få indspilningerne i stand… Hvor forsvinder tiden dog hen og hvorfor er det så svært for mig at være kreativ og praktisk gris på samme tid?? Jeg tror, det er multi-taskingens skyld. Hvis man er god til at lade tingene flyde imens man går ind i sin krea-zone, er man nok ikke lige så udsat som mig, der har svært ved at koncentrere mig i kaos og derfor rydder op og vasker gulv samtidig med at jeg snakker i telefon og prøver at lave musik…

Jeg skal i øvrigt lige love for at det er sin sag at overbevise de lokale musikere om, at jeg ikke har råd til at betale dem en bondegård for at være med i projektet… Lidt af et dilemma… For vi er oppe i mod et kritisk stramt og for længst overskredet budget, men samtidig SKAL musikerne honoreres på behørig vis for deres indsats. Man kan ikke få folk til at arbejde på spec ligesom man kan derhjemme, for de har ingenting hernede. Og deres børn skal jo ha mad… Nej, det er vist ikke kun i Dansk/svenske ex-familier, at man skal være en haj til multi-tasking, hvis man skal have succes med at kombinere sit kunstnerliv med rollen som forsørger.

At tjene til dagen og vejen her i Mali er mere end nok til at holde selv de mest adrætte og sparsommelige sjæl travlt beskæftiget hernede. Så at skulle tænke på musikken ved siden af, må kræve et vist overskud, ikke mindst hvis man er kvinde, og det forventes, at man passer hus og laver mad til mand og børn.…

I dag kom Doussou Koulibaly og indspillede fem sange med os sammen med sin virtuose n’goni-spiller, Oumar… Med sig havde hun sin 1 ½ årige datter, Amalie og nevøen, Abdoulaie på 8. Så vi indrettede legestue med farveblyanter, legetøjsinstrumenter og saftevand på terrassen, og så fik Vilma ellers lov til at være legetante… I mens trak vi gardinerne for til terrassedøren, så Amalie ikke kunne se sin mor gennem glasset, mens hun spillede og sang… Det gik heldigvis fint det meste af tiden… Amalie fik smidt lidt med sten og skilt de fleste af legesagerne ad og ikke mindst hældt saft ud over det hele, men var stort set glad hele tiden, hvilket jo var det vigtigste… Og hatten af for Doussou, der formåede at holde koncentrationen og spillede og sang som en gudinde…

På trods af , at det kan være svært at overkomme både at være mor og kunstner, har en ny stand af kvindelige musikere de seneste par årtier fået vind i sejlene, hjulpet på vej af de elektroniske medier, der på mange måder har taget over efter den mundtlige fortælletradition. Før i tiden, da grioterne (jeliw) dominerede musikscenen, havde kvindelige musikere, jelimusow, ifølge den amerikanske musiketnolog, Thomas Hale, oftest en ledsagende rolle som sangere eller korsangere for den mandlige griot eller jeli, der fortalte de lange episke digte, jægerfortællingerne og heltekvadene. Nu er det lige omvendt. Med medierne og markedsøkonomiens hjælp er kvinderne kommet i førersædet, således at det nu er kvindernes navne, der huskes, mens deres mandlige akkompagnatører knap nævnes. Ifølge direktøren på Radio Wassoulou, Seydou Sidibé, skal forklaringen på kvinders succes i populærmusikken findes i, at kvinder igennem tiderne altid har sunget sammen for ikke at føle sig alene, mens mændene var på jagt… Så nutidens kvinder synger nok for og om kvinder, som de har gjort hele tiden, blot for et større publikum…

2009-12-25T07:21:00.000-08:00

Der hvor jeg synger fra...

2009-12-22T08:27:00.000-08:00

Jeg kom aldrig til det bryllup i søndags… men jeg når nok et bryllup en anden gang… Nu vil jeg fortælle om dagen i går. I dag er der nemlig ikke rigtig sket noget endnu...

I går havde jeg først en rolig vasketøjsmorgen hjemme, indtil jeg begav mig ud i Bamakos smogskyer for at holde møde med tre KonoKoner: Medina N’Diaye, Doussou Coulibaly og Djeneba Dansoko…

Det første møde var med Medina N’Diaye. Jeg spillede lidt DK-musik for hende, og vi fik aftalt at lave en session med hende + tre musikere, der spiller hhv. balafon, n’goni og djembe den 27/12… Planen er, at vi laver en genindspilning af et nummer fra hendes plade + en indspilning af en ny komposition som skal bruges som oplæg til en af de danske ladies… Den sang, som jeg har valgt ud fra hendes plade, er sådan lidt ørehænger-agtig, på samme måde som Amadou og Mariams sange kan være det.

Medina fortalte mig at sangen handler om, at man ikke skal smøre creme på for at lysne sin hud, hvilket åbenbart et temmelig udbredt fænomen på disse kanter… Jeg fortalte hende, at hos os er det lige omvendt - vi tager selvbruner på og går i solarium… Det måtte vi selvfølgelig lige grine lidt af… Og nu når jeg tænker over det, kunne det på en måde være lidt sjovt at skrive en sang om at tage sol (dog måske uden den løftede pegefinger )… Men hør hov… det har Vilma jo allerede gjort…. Hendes band, Joy Joy, har lavet en sang om verdens dårligste solcenter i Kongens Have (?!?) hvor man enten bliver helt hvid, eller ligeså brun som en l… (!!) af at lægge sig ind… So be warned!!

Efter mødet med Medina, tog jeg en taxa gennem byen hen til Barrou Diallos studio, hvor jeg (i øvrigt efter at være kommet til at træde i noget barnetis med bare tæer) mødtes med den underskønne Doussou Coulibaly.

Med sig havde hun taget sin rare, canadiske antropolog-mand, Pascalo, og en suverænt dygtig n’goni-spiller, hvis navn jeg desværre ikke fik noteret. Selv var Doussou nu også ret ferm til at spille på sin kamalen n’goni, en slags mellemting mellem n’goni (lut) og kora (harpe), mens hun svajede palmeagtigt med overkroppen og sang med en varm og blød stemme, helt befriet for krukkeri.

Det sidste er i øvrigt noget, som jeg har lagt mærke til hos alle de sangere, som jeg har mødt eller lyttet til hernede. Ingen af dem bruger ”synge-masker”. De synger bare med det næb, de har. End of story.

Doussous ene sang handlede om migration - den anden, om at man skal passe på sine gamle… Og her, kære læser, må jeg atter stoppe op og lave en ekskurs…

Det virker nemlig som om, at sangskriverne i Mali bruger musikken til at adressere politiske emner og diskutere moralske spørgsmål, meget mere end vi gør oppe nordpå. Til gengæld lader der ikke til at være særlig meget fokus på enkeltpersoner og deres hjerte/smerte-problemer.

Når jeg selv skriver eller synger, er tekstens omdrejningspunkt meget sjældent et moralsk dilemma eller en lovprisning, men derimod næsten altid en person og en problemstilling fra privatsfæren. Det er jo sådan man plejer at gøre, der hvor jeg kommer fra.

Ikke desto mindre har jeg snart brugt 15 år på at finde metoder til at synge udenom personen, med andre ord: Som flygtning fra mit velnærede dansker-ego og dets mange ansigter. For det meste går jeg dramaturgisk til værks, dvs. Jeg opdigter midlertidige ”personaer”, som jeg indtænker i plots, som det kun er mig, der kender. Jeg har med andre ord brug for at konstruere et underliggende menings-codex... Men dette codex må ikke være for transparent. Koden skal være så godt som umulig at knække. For det kan – der hvor jeg synger fra - blive opfattet som utroligt irriterende (læs: plat), når sangtekster giver helt vildt meget mening; bliver konsensus-søgende; hvis den rationelle tankegang overtrumfer poesien; eller hvis sproget bliver for klichéfyldt.

Samtidig er det inden for de fleste af de syngegenrer, jeg kender, en konvention, at man siger et eller andet sammenhængende og med en vis tydelighed. Det, tror jeg, er fordi det at synge dybest set er en form for kommunikation med en afsender og en modtager, en situation og nogle kulturelle konventioner, der skal indtænkes.

På den måde sniger der sig tit en form for rationalitet og en selvfremstilling ind i de sange, jeg laver, selvom det lige præcis er det, jeg forsøger at nedtone. Men måske hænger det også sammen med hvem det er, man synger for?

I hvert fald er det inspirerende at høre den ene afrikanske kvinde efter den anden levere moralsk opbyggelige sang-fortællinger ubesværet, straight to the point og uden skrupler vedrørende selvfremstilling. Måske skulle jeg bare stå lidt mere ved mig selv og synge fra det sted, hvor jeg befinder mig pt.? Hvor svært kan det egentlig være?

Back on track…

En udbredt genre i Mali er hyldest-kvadet. Ifølge traditionen har grioterne altid sunget lovsange for den herskende klasse, først i Mandé-empiriet, siden i Songhay-empiriet, for de franske koloniherrer og så fremdeles…

At være griot er noget, man skal være født til. Hver griot-familie har sin egen specielle musik- og fortællestil, og denne bliver overleveret fra de ældre til de yngre ude i landsbyerne. I gamle dage var det et alvorligt brud med traditionens regler, hvis en ”ikke-griot” begyndte at synge eller lave musik… Men nu er det efterhånden ved at blive sådan, at folk, der ikke er født ind i en griot-familie også kan vælge musikken som levevej. Særligt efter de elektroniske medier, herunder, radio og TV, har gjort sit indpas, har mange ikke-grioter – og heriblandt mange sangerinder - fået vind i sejlene med deres musik. Og samtidig har sangene løbende fået et mere (køns-)politisk indhold.

Så når der bliver lavet hyldest-kvad i dag, er det ikke længere kun som hyldest til rige adelspersoner eller til embedsmænd i kolonistyret, men derimod ofte som hyldest til steder, begreber eller personer, der repræsenterer sangerens egne værdier, fx en mor, Afrika eller kvindekønnet generelt…

Doussou og jeg snakkede om, hvorfor Oumou Sangaré er mere berømt end Rokia Traoré. Oumou, der er kendt for sin landsbybaggrund spiller udsolgte stadion-koncerter i Mali men er relativt ukendt i Europa, mens det forholder sig lige omvendt for Rokia, der som diplomatdatter er vokset op i Europa og har taget sin universitetsuddannelse i udlandet. Ifølge Doussou skal forklaringen på deres forskellige succes’er findes i deres kulturelle positionering.: ”C’est parse que Oumou chante dans la culture et Rokia chante dehors la culture” Man skal altså synge indenfor sin kultur for at blive hørt… Men kan man overhovedet andet? Er det ikke et spørgsmål om, hvor åbent et givet publikum på et givet tidspunkt er for at høre noget andet, end de er vant til? Og der ikke noget ved det at synge, der er større end kulturen? Noget, der overskrider såvel arter som kultur, dvs. Som berører både mennesker, dyr, planter og sten? Det vælger jeg at tro på. Helt stædigt og naivt. Når jeg hører musik som ikke forstår teksterne til, reagerer jeg nemlig stadig på det… Nogen gange endda stærkere end hvis jeg forstod ordene… Stemmen, lyden og fantasien får mere plads og taler direkte til kroppen og følelserne. Jeg skal ikke længere forholde mig til musikken som en meningsfuld påstand, men som et åbent spørgsmål. Og hvis jeg føler for at svare, behøver det ikke at være med ord. Befinder jeg mig mon midlertidigt i exil fra egoland?

Det er i det hele taget et trip at opleve folk være så anderledes end mig selv. At træde udenfor min egen etniske ”comfort zone ” har virkelig skærpet mit blik for, i hvor høj grad mit vokabular er forankret i nogle helt specifikke stamme-tilhørsforhold. Godt jeg kom afsted!

Dimanche - c'est le jour du marriage!!!

2009-12-20T07:47:00.000-08:00

I dag er det søndag og det betyder, at der er bryllupper over hele Bamako. Jeg har allerede set tre brudepar i dag... men OK det hænger nok sammen med, at jeg har ligget et par timer ved poolen på Hotel Mande. Et sted med stor Kodak-faktor. Det ligger et kvarters gang fra mit nye hjem, og her kan man både slikke sol, surfe på nettet og bade i poolen mens man nyder tonerne fra salon-koraspilleren på terrassen og udsigten over Niger-floden... c'est la vie belle!!! Om lidt sætter jeg mig i en taxa og kører over til et stort bryllup, hvor jeg har fået lov at kigge forbi... Jeg kender søsteren til brudgommen...

I går kom jeg hjem fra min tredagestur til Yanfolila. her boede jeg på et bush-hotel tilegnet franskmænd på fugle-safari (= først kigge på fuglene, siden skyde dem). Her havde jeg bl.a den tvivlsomme fornøjelse at se en mega stor (heldigvis død) giftslange uden hoved. Nogle af jagtgæsterne havde fundet den, skudt den og taget den med hjem, så de lokale kunne spise den.. Det giver åbenbart styrke at spise sådan en... Jeg nåede lige at få et snap shot af den filetterede slange inden den skulle koges (se foto)

I Yanfolila brugt jeg det meste af tiden på at hænge udpå radiostationen Radio Wassoulou, hvor jeg snakkede med direktøren, Sidibé. Sidibé ved rigtig meget om hvad der rører sig i Wassoulou-distriktet og lever og ånder for at få den lokale musikscene til at blomstre. Han viste sig desuden at være Malis svar på julemanden, da han gav mig lov til at overspille 8 intetviewprogrammer, Artiste du jour, fra kassette til mp3. Programmerne er på bambara, men hvis jeg finder en der kan oversætte, er her muligvis tale om et ægte empiri-kup til specialet...

I går var også dagen hvor jeg flyttede ind i det nye store hus. Efter en støvet og klistret dag på Bamakos marked - som er en reportage i sig selv værdig - kodeord: Voodo, afskårne æselhoveder, kassettebånd) brugte jeg hele aftenen på at lege interior designer.. og nu er her helt OK. Er osse v. at pynte lidt op til jul, men kun lidt.. det bliver noget med en palme og nogle guirlander :-)

Søstersolidaritet, en mangelvare i Malis musikmiljø

2009-12-16T07:44:00.000-08:00

I dag mødtes jeg med Malis eneste kvindelige kora-spiller, Madina N'Diaye.
Vi snakkede, og hun spillede og sang så smukt for mig... Om sit liv som musiker i Mali sagde Madina, "ce n'est pas facile". Og hun har sørme heller ikke haft det let. For det første er hun "kvinde i et mandefag", hvilket i sig selv er besværligt nok. Men dertil kommer, at hun for 7 år siden mistede synet. Ingen af delene har dog afholdt hende fra at turnere i Europa eller indspille sin musik. Pt. arbejder hun på sit andet album. I følge Madina er der megen intern konkurrence og jalousi mellem kvindelige musikere hernede, og hvis man bryder med traditionerne, som hun har gjort ved at gå i lære som kora-spiller hos Toumani Diabaté, er det med risiko for at blive marginaliseret. Denne "kvinder er hinanden værst-mentalitet" betyder i følge Madina også, at der ikke er skik for at man støtter hinanden kollegialt og samarbejder på tværs. Med andre ord ingen søstersolidaritet, som den vi er flasket op med i Danmark... Jeg sender lige Trille en taknemmelig tanke... I Mali forsøger de mere etablerede sangerinder tværtimod ofte at forhindre de "up and coming" i at få fodfæste på den lokale musikscene. Af samme grund foretrækker Madina at holde sig uden for etablissementet - og konkurrencen, og hun stræber vist hverken efter at blive Malis nye superstjerne eller at score kassen. Hvilket er heldigt for os. For selvom vi alene med KonoKones danske line up (TBA) ikke kan undgå at lave en smuk og dejlig plade, ville jeg blive overrasket, hvis den endte på de internationale salgshitlister. Men for Madina er det ikke noget problem. Hun er helt med på at deltage i KonoKone og at samarbejde med de danske ladies...C'est magnifique!!!

Efter mit møde med Madina tog jeg hen på Centre Culturel Francais, hvor Mariams mand, Mohamed, driver cafeen. Mohamed og Mariam har boet i København i mange år og snakker perfekt dansk. Her mødtes jeg med Barrou Diallo, som er bassist og lydtekniker og har sit eget lydstudio i Bamako. Han har bl.a spillet på Roskilde med Ali Farka Touré og Toumani Diabaté samt lavet lyd på Orange Scene. Han viste mig en masse billeder fra festivalen i sommer på sin iphone. Barrou kender ikke bare gud og hver mand i Malis musikverden - han kender osse DK. Og han kan tydeligvis navigere i begge sfærer, hvilket kan gå hen og blive en stor hjælp, mens samarbejkdet stadig kører, men jeg ikke er her længere. Både når det gælder det tekniske og i forhold kommunikationen. Jeg beskrev KonoKone-projektet for ham på mit gebrokne fransk, og han har nu foreslået et line up af kunstnere der på hver deres måde "gør musik" på en lidt anderledes end normalt, og som repræsenterer undergrundsmiljøet hernede. Flere af dem, han har foreslået spiller instrumenter, hvilket er sjældent. Allerede i aften skal jeg mødes med den første, Djeneba.

I morgen drager jeg til Yanfolila i tre dage. Her skal jeg bl.a interviewe Radio Wassoulous direktør om kvinderne og musikken i Wassoulou-distriktet, der ligger i det sydlige Mali...

Ny mobil, nyt hus

2009-12-15T09:21:00.000-08:00

Nyt telefonnummer: 00226858176... men jeg kan ikke finde ud af at sende sms'er til DK med den :-( Har osse lejet et giga-stort hus til når mine homies kommer herned lillejuleaften... Der er ret få møbler og flisegulv overalt, så det bliver interessant hvordan det kommer til at funke som studio... Til gengæld er der bananpalmer i baghaven og inde- og ude plads nok til en hel feriekoloni..

Welcome to Bamako

2009-12-14T05:18:00.000-08:00

Bamako, Hotel La Chaumiére, midt på dagen

.... så er jeg landet, and it feels like heaven!! Bor på et lille chickt hotel, som Mariame, KoneKones projektkoordinator i Mali, har anbefalet. Jeg ville ønske, jeg havde råd til at bo her for altid. Her er en fin gårdhave med pool, smukke træskulpturer og indretningen består overvejende af maliske træmøbler med diverse 50'er-indslag, mest i brunlige nuancer... Og byen er helt anderledes end Dakar og Banjul. Her er både smukkere, roligere + mere "tidy" og "pleasing on the nerves"... Desværre er det ikke en boligreportage, jeg er kommet ned for at lave...

Det franske er pænt rustent, men det skal nok komme. Jeg er i hvert fald ca 500% bedre end i går :-) Og bevæbnet med min franske rejseparlør der blandt andet indeholder et afsnit med pick up lines, navne på euforiserende stoffer og seksuelt overførte sygdomme, skal det nok blive en fest :-)

Nå, nu må jeg ned og lege fransk imperialist, så længe det varer...

aften...

Øv, jeg kom sgu ikke i poolen i dag... og jeg fik heller ikke brugt nogen af mine franske pick up lines... men jeg fik til gengæld holdt møde med Mariame. Og det var simpelthen SÅ rart!!!Der begynder faktisk at tegne sig nogle konturer af noget, der godt ku gå hen og ligne en plan.

På torsdag tager jeg til Yanfolila som ligger ca 4 timers kørsel syd for Bamako. Her skal jeg bl.a besøge Radio Wassoulou, og måske får jeg lov at gå i deres arkiver. Jeg har desuden læst om en særlig type danse-performance, hvor kvinder fra wassoulou-egnen på ægte queer-maner oprtæder i drag og parodierer mænd i parring. Tænk hvis jeg ku finde noget data om det til specialet...

På søndag skal jeg til bryllup i Bamako. Det glæder jeg mig sindssygt meget til...Bryllups- og navngivningsceremonier er de lejligheder, som oftest danner rammen om kvindelige musikeres performances i Mali. Der er vistnok 2 leadsangere og 4 korsangere, og det foregår - så vidt jeg har forstået - mest acapella. Bare fordi man er kändis og har været i fjernsynet betyder det ikke at man er for fin til at være bryllupssanger. Det er faktisk lige omvendt. Som sanger er bryllupper det, man virkelig kan tjene penge på - fjernsynet er bare reklame.

Det er - måske ikke så overraskende - også til bryllupper, at man kan finde eksempler på sange, der tematiserer ægteskabet, af og til osse sange, der på en subtil måde - kommenterer kvindens ringe status i ægteskabet, traditionerne for polygami og risikoen for at blive udsat for vold. I Mali er medgiften for en kone ifølge traditionen 12 Kola-nødder. I mange bryllupssange indgår frasen "12 Kola-nødder" derfor som et billede på den manglende ligestilling*. Jeg tror dog ikke, at det bryllup som jeg skal til kommer til at involvere en transaktion af kola-nødder eller udsigten til et samliv med polygami/vold for den sags skyld.

Sidst men ikke mindst skal jeg mødes med Malis vistnok eneste kvindelige kora-spiller, Medina, her en af dagene...

*Kilde: Lucy Durán, phd. afhandling, kap. 2, ikke publiceret.

Senegal fast food

2009-12-13T08:14:00.000-08:00

Dakar, Senegal, Hotel La Brazzerade,

Har til min gru fundet ud af at jeg har glemt min mobiltelefon i Njawara. Jeg får den selvfølgelig igen, når Peter og Nika kommer hjem... men det betyder, at jeg er uden mine numre resten af turen... Når jeg kommer til Bamako, køber jeg en telefon og et simkort til resten af turen... Jeg skriver mit Malinummer her og på facebook, når jeg får det...

Jeg har været på farten siden kl 6 i morges, da jeg forlod Njawara med Tanka Tanka. I Barra tog jeg en taxa til Gambia/Senegal-grænsen, hvor jeg fik stemplet mit pas. Herefter tog jeg endnu en taxa hen til en ny taxa, som jeg skulle dele med 6 andre i de næste 5 timer med knæene helt oppe under hagen... Nu er jeg fremme og fuldstændig smurt ind i støv fra turen - og det samme gælder baggagen. Jeg har nu indlogeret mig på et hotel i nærheden af lufthavnen/ned til vandet. Flyet til Bamako går kl 8 i morgen tidlig, og jeg skal mellemlande Conakry, Guinea, hvor der vist lige har været et statskup...

I går var ikke så sjov. Jeg vågnede kl 5 om morgenen og havde totalt ondt i maven. Derefter gik resten af dagen med opkast non-stop og diarré- lidt af en gyser, når der er 100 meter fra ens rum til toilettet, som man ovenikøbet er lidt bange for at gå ind på... welcome to Africa... Tror jeg har fået nok af at spise af samme fad for en tid...

Jeg har aldrig oplevet fattigdom så massivt som her I Gambia/Senegal. Folk er virkelig tynde, ikke fordi de går op i det, men fordi de simpelthen ikke har noget at spise. I Njawara var der 1 butik hvor man kunne købe ris, vand, cola og diverse andre ting. Men man kunne hverken købe kød eller grøntsager. Alt det vi spiste var noget, folk selv havde dyrket eller fisk, de havde fanget i floden. I regntiden er der derfor ikke noget mad. Peter og Nika som var i Njawara i marts sagde, at flere af dem, de kendte havde tabt sig nærmest til ukendelighed... Svært at forestille sig, ikke?

jeg har fanget mig en myg

2009-12-11T12:05:00.000-08:00

11. December, Njawara Agricultural Camp, under et mangotræ, eftermiddag.

I dag var jeg nede på den lokale skole… Det var egentlig mest for min egen skyld for at se hvordan de holder skole her i landet – og så jeg har samtidig noget at fortælle om til Vilma og Krebsebørnene, når jeg kommer hjem. Jeg har lagt lidt fotos ud fra dagen. Forsøgte at undgå at fotografere børnene på nært hold for ikke at intimidere nogen, selvom jeg godt nok skulle ta mig sammen for ikke bare at knipse løs… Jeg var inde i to forskellige klasser. Børnene var super velopdragne og opmærksomme. I den første klasse (her var børnene ca 8 år) gav alle ungerne den godt med gas, da vi sang ”If you’re happy and you know it ” . Bagefter sang de en gambiansk børnesang for mig , og til sidst lavede vi en yderst funky version af ”jeg har fanget mig en myg”. Det lød sgu fedt!! I den anden klasse (her var børnene ca 10 år) bad jeg børnene om at synge så højt at det ville skræmme alle cobralangerne heeeelt ud i bushen. Der var lidt kludder med pulsfornemmelsen, men sjovt nok var børnene enige om hvor de skulle komme for tidligt… Og slangerne, dem fik vi i hvert fald skræmt væk… Jeg fortalte dem, at vi har en høj tubab-dronning i Danmark, der ryger mange cigaretter. Det synes de vist var sjovt.

På vejen hjem gennem landsbyen mødte vi en sanger, som jeg fik en sanglektion af lidt senere. Hun sang SÅ godt. Meget stille og blødt. Sangen gik i en for mig ukendt, lidt arabisk-klingende skala og så tilbage til dur… Hulens svært – og tilmed på Wolof. Men jeg tror, jeg nailede den til sidst… Nu ligger den på zoomen… Nå, nu må jeg videre. Jeg skal hen og se en sang+tromme session hjemme hos min nye sanglærer…

Får I ellers styr på klimaet derhjemme?

a ye man sol dana bukanan attaya

2009-12-10T08:21:00.000-08:00

waaaauw... sa er vi kommet til afrika. vi bor paa njawara agricultural centre i et stoevet rum paa stoerrelse med en faengselscelle og sover paa en haard madras. i nat sov jeg 14 timer saa det kan aabenbart noget :-) og saa her er stille. fuglene er det eneste man kan hoere. ikke en bil elle bus eller noget. og ikke en masse sms'er etc. det foeles i det hele taget som at vaere paa internet-afvaenning.

i gaar var vi paa en runde i byen. peter og nika har jo vaeret her foer,saa der var masser af haandtryk og gaver der skulle gives, foruden smil og kram. boernene flokkedes om os og sagde 'tubab tubab'... og vi gav em klistermaerker, kuglepenne og kladdehaefter...

og der bliver virkelig passet godt paa os. for 2 dag i streg har vi spist dejlig mad, 5 mand af det samme fad, nogle med fingrene.

i dag kom vores ven med en guitar,der manglede en streng. staalstrnge i en aaben mol tuning. og nu har vi lavet en sang paa wolof. den handler om deres te, attaya, og om at det er eftersmageen, der er bedst... saadan er det jo nogengange :-)

upcountry

2009-12-09T02:13:00.000-08:00

så er beslutningen taget. Jeg tager til Njawara og sætter min lid til, at det med transporten til Dakar nok skal løse sig.

tubab, taxa, tanka tanka

2009-12-08T08:21:00.000-08:00

8 december 2009

Bakau, Limba’s Guesthouse, midt på dagen.

Overskyet. En fin brise, der køler. Gardiner, der blafrer…

Omkring solopgang gik jeg ud på altanen med min Zoom for at optage fuglelyde. Men det blæste for meget, så jeg gik ind og sov videre… Senere lånte jeg smør til at stege vores røræg til morgenmaden af en australier. Endnu en hvid mand omkring de 60, der er rejst alene til Gambia… Hvad mon han skal hernede? Kigge på fugle?

Nu sidder jeg her på flisegulvet i et stort, umøbleret gennemgangsrum med udgang til altanen. I rummet ved siden af står Nika og Peter og vasker op efter morgenmaden mens de nynner med til gamle musicalsange fra Peters Ipod. Min tur næste gang.

I går var det varmt og fugtigt. Vi kørte byen tynd i taxa og gik stønnende og dehydrerede omkring på Banjuls marked sammen med Babou (der er kommet ned fra landsbyen for at holde os med selskab på rejsen). Jeg købte noget stof, som jeg kan bruge til lagen + blyanter, kuglepenne og kladdehæfter til alle de børn, som jeg regner med at møde på min vej.

Efter en times tid, var vi alle ved at segne, så vi satte os på en lille café, vistnok byens fineste, lige ved siden af statsministerens palæ og tilhørende stadion. Og så tog vi hjem igen. Senere, da det var blevet mørkt, skulle Babou hen til nogle venner og aflevere en nøgle inden vi skulle hen at spise. Altså endnu en taxatur. Denne gang nedad endeløse, mørke veje med humpler så store, at vandpytterne havde udviklet sig til regulære søer.

Da vi kom til Babous venner, blev vi inviteret indenfor i deres hjem, et lille skur, også kaldet en compound. Indenfor var rummet elegant møbleret med store plyssofaer og fine lamper, guldrammer (i plastik) mm. Snart var stuen fyldt op med 5 dejlige unger og dertilhørende voksne, en stor ”extended family”. Nika og jeg fik lov til at holde den sødeste lille babypige, Aida, på to måneder. Hun smilede og lavede små gryntelyde, og hun var så fin med sine huller i ørerne!! Kom til at tænke på Rita i Mexico… Og ja, jeg fik lyst til – i bedste Madonna og Angelina Jolie-stil - at ta hende med. Men hun så nu ud til at trives meget godt hvor hun var. Tror bare det er fordi jeg savner Vilma….

Udenfor fik mændene sig vistnok noget sjov tobak, mens taxaen ventede og vores maver rumlede. Utålmodighed. I mit hoved rumsterede der desuden alle mulige tanker, om hvad de mon tænkte. Og hvad med sikkerheden? Og mantraet: ”Høflighed og respekt”. Men hvordan gør man det? Ved at gi dem gaver og penge? Er venskab og ligeværdighed overhovedet mulig, når økonomisk ulighed er så ufravigelig en præmis?

Nej, det er sørme ikke let at være en Tubab med etiske hensigter hernede. For det er svært ikke at tage den ide på sig, at gambierne må være sure på os, først og fremmest over fortiden og fattigdommen, men også over den udnyttelse, der stadig finder sted, når alle de hersens sexturister m/k kommer ned og slår sig løs…

Og jeg forstår den godt, den uudtalte vrede (hvis den altså er mere end blot en fabrikation i min hjerne). Jeg føler den tilmed selv, når jeg ser, hvordan visse kaukasiske individer fører Europas århundredelange tradition for udnyttelse af det afrikanske kontinent videre, når de kommer her og leger konger/dronninger og køber sex og romantik for en slik.
Var lige ved at lave en scene i går morges, da jeg så en ældre svensk herre sidde sammen med en pige på højst 15… jeg havde sådan lyst til at gå hen og sige noget til ham… Hvorfor gjorde jeg det ikke? Ville det have ændret noget?

Det er planen, at rejsen til Njawara skal foregå med Tanka Tanka, dvs. minibus…. Og jeg skal finde ud af om jeg vil med eller blive her i Bakau,. Her er ikke specielt rart at være hvis man rejser alene som kvinde. Men samtidig min sidste chance for luksuspakken ”strand, pool og internet” i et stykke tid. Og der er SÅ meget, jeg skal ha forberedt til Mali. Der skal findes fokus og kommunikeres. Kan ikke udskyde det længere… Hmmm, tror sgu jeg bliver her…. Nej, jeg tager med...

Knus til alle jer!!! Håber I har det godt og juler løs derhjemme…

Og så lige en ekstra gang varme og kærlighed til Signe, Thomas og lille Bison, det nye liv. Hjerte!

Fik også lige en sms fra Judith om jeg vil med til Rickie Lee Jones koncert den 13/3. Og det vil jeg selvfølgelig ☺

lobby-lyde

2009-12-06T13:18:00.000-08:00

6 december 2009

Baccau, ocean Bay Hotel, lobbyen.

Jeg har købt interetadgang fra hotellet og downloader pt. Skype på min nye Macbook, så Vilma og jeg kan holde kontakt mens vi er væk fra hinanden… skulle ha gjort det hjemmefra, eftersom det varer en krig. Imens kan jeg passende stå her og skrive…

Lyde: Aircondition og fjernsyn kører, dæmpede stemmer. Hver gang døren til terrassen åbnes blander lobby-lydene sig med sig lyden af fløjte og percussion, aftenens etniske underholdningsindslag.

Udsigt: Trævæg hvor der hænger indrammet UN-dokument med den tankevækkende overskrift ”Code of Conduct of the Gambian Tourism Authority for the protection of Children from Sexual Exploitation in Travel and Tourism”. Interessant udsmykning…

I dag har Peter, Nika og jeg ligget på stranden og været på kinarestaurant. Og jeg har fået sendt en telefax.

hej hej fra Gambia

2009-12-05T11:24:00.000-08:00

Jeg landede i Banjul / Baccau i går eftermiddags, dødtræt, efter tre grotesk hektiske dage i London og meget lidt søvn på kontoen. Det første der mødte mig var varmen - 30 grader plus-, lugten af sved og horder af taxachauffører, der ville køre mig steder hen og spurgte hvor jeg kom fra. Der var også en engelsk dame, der fortalte mig at hun lige var blevet gift hernede, men skulle rejse alene hjem, hvilket var forklaringen på hendes hævede øjne...

Ca et kvarter senere kom der en ung mand med et skilt, hvor der stod "Mr. Solveig Sandnes". My man Mustafa. Fra taxaen kunne jeg se den orangefarvede jord, de grønne palmer og blikskurene langs vejkanten.

20 minutter efter ankom vi til Baccaus hoteldistrikt, hvor jeg har indlogeret mig i et self catering hostel. Området ligger lige der hvor Gambiafloden munder ud i Atlanterhavet, altså tæt ved vandet. På flodsiden er der kilometervis af mangrove-sumpområder, hvor trækfuglene holder vinterferie og malariamyggene formerer sig.

Lyden af fugle og børn + lugten geder er det bedste so far. Farverne på folks tøj og deres smukke, brune hud er nu heller ikke at kimse af, selvom de giver mig en udpræget følelse af at være en uattraktiv, sortklædt blegfis. Jeg må arbejde på kuløren, både i garderoben og på huden! Foreløbig har jeg ligget og læst om vestafrikas historie ved poolen det meste af dagen, så der burde være gode chancer for at farven rød snart indfinder sig på min palet.

Noget, der til gengæld ikke imponerer mig så meget, er de konstante tilråb fra mænd, der tror at hvid hudfarve = $. Jeg prøver desperat at finde en grimasse der kan passe, så jeg ikke konstant skal kigge ned i jorden og sætte gå-hastigheden op med en sammenbidt mine. ifølge min Gambia-guidebog er der to ting man kan gøre for at slippe for det: enten blive på sit hotel eller rejse ud af Banjul... En anden rimelig klam ting, som ikke er til at undgå at lægge mærke til, er en slags omvendt sexturisme, hvor hvide kvinder lader sig varte op at unge, gambianske mænd. Du ser det overalt. Ad bvadr.

I nat ankommer tre svenske musikstuderende, Sara, Anika og Peter, som jeg skal hænge ud med den næste uges tid. De skal til den lille by, Njawara og studere wolof-musik i en måned, og jeg er velkommen til at komme med hvis jeg vil, men det er en lang og besværlig rejse, og jeg vil få i alt 4 dage i byen, så jeg ved ikke om jeg gør det...Særligt fordi jeg ikke er helt tryg ved at rejse tilbage til Banjul og videre til Dakar alene. En anden ting på min to do liste er at besøge Gambias største fuglereservat med min digitale recorder, så jeg kan begynde optagelserne til Er de sjældnes opfølger, "Er de sjældne goes to Africa" :-)