Thir Ear Sofa Session with Doussou and Maria @ Soupanatural on Sep 9

Rehearsal at Ragnhildsgade on Sep 2nd

KonoKone Taxi Diary # 1

visit our website....

www.konokone.net

KonoKone status september 2010

We are KonoKone: A coalition of female musicians from Denmark and Mali. KonoKone counts 21 active members who make music together across various borders: Geographical, cultural, technological and economical to name a few. Our home towns are: Aarhus, Bamako, Berlin, Biry, Copenhagen, Quebec, Reykjavik, Ry, Segou and Yanfolila. We deliberately chose ”coalition” over other fine words like: ”music collective” and ”band”. By choosing "coalition" as our format we hope to give out that - despite our differences - we are trying to work together. We don’t act as one single voice. Some of the KonoKone artists run their own recording studios while others don’t have electricity in their villages. Our life conditions are far from identical, so why should we pretend otherwise? Although we would like to contribute to a balancing of the distribution of wealth on a global scale, the immediate goal of KonoKone is not to even out our differences. Diversity is our point of departure. Instead we set out to work within our means - on a micro-scale - and get to work. More importantly, we have enough in common to make music together - and we do our best to make it a fair game for everyone despite our different outsets. In the Wassoulou folk music tradition (a region in the southern part of Mali) the kono singers take on a special social role within their communities which enables them to comment on social issues with some degree of immunity. In their songs they advice their listeners on important everyday life matters. This tradition is still alive. In the rural villages there is no shortage of female singers who sing for other women – about matters like fertility, education, marriage etc. According to the manager of Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, historically the women of the villages have sung together in order to scare off the animals at night thereby reducing their fear and loneliness when the men were out hunting. When one woman sang inside her hut, another woman sitting in another hut would respond. Recently the Kono singers have found a wider audience thanks to singers like Oumou Sangaré, Ramata Diakité and Nahawa Doumbia. Nowadays, many contemporary female Malian arists challenge the prevailing gender norms through their music. In various ways they trespass male domains within music. Some by playing instruments that women aren't supposed to play according to the traditional divisions of labour in music. Others through prolific business ventures. A few are outspoken (although strategically ambiguous) against matters like polygamy, adultery, and domestic violence. In subtle – yet noticable ways - these women make up for their limited power within their marriages as well as the political institutions by making their music political. In Europe women have better access to the formal political institutions and debate spheres. Also, they are legally protected against what we here understand as sexism. However, some would argue that there is a lot of discursive sexism going on. The Western ego-economy puts pressure on everyone to perform as admirable members of their respective identity category. Unlike Malian music, European music rarely offers itself as a site for public debate on "women's matters". Within the European tradition being explicit about issues like fertility and domestic violence is not considered very cool. Neither are pointed fingers. Instead song lyrics often hover around hardships on a more individual and less material level, romantic trouble being one of them. In Konokone we are not trying to meet halfway. We use translations of each other’s lyrics as a guiding line, but most of the time we sing in our own languages with our own words. We are working together on a distance - and we are trying to avoid that the good stuff gets lost in translation. We don't use lists of do’s and don’ts when it comes to working together. We team up in pairs in which some interpret each other’s music and words. Others produce around acapella vocals or write songs based on instrumental tracks to give some examples. Our name, KonoKone, is a combination of the words ”kono” (which means ”songbird” in malinké) and ”kone” (which means ”woman” or ”wife” in Danish). The overall idea is that the KonoKone artists collaborate on writing and recording songs as well as performing them together - contiuously. Our first EP will be released on September 3rd, 2010.

Læs mere: http://www.myspace.com/konokone

Hej DK

Så er vi hjemme igen... Det er dejligt men hold op hvor er det koldt... Med 2 måneders sommer i kroppen har jeg dog lidt at stå imod med. Og bizart meget lyst til at danse... det havde jeg ikke i Mali... hvorfor så nu?

Jeg har nu ikke fået danset så meget endnu, men til gengæld har jeg oprettet en myspace profil for KonoKone projektet... Her kan du blandt andet høre første udkast til mit og Kèmè Sidibés bidrag til projektet. Sangen hedder SIKI og  blev til ved at jeg i nogle uger har arbejdet på et instrumentalt track med balafon og dronekor. Helt tilfældigt opdagede jeg at mit nummer gik i samme toneart og var i samme tempo som et af de a capella spor, som Kèmè helt uden at have hørt mit nummer har lagt, da vi var i Yanfolila. Bagefter klippede jeg lidt i det og vupti, så var der resultat... Bedøm selv:  www.myspace.com/konokone

Skal man i fængsel, kan man jo lige så godt vælge et guldbur...

Nu sidder jeg minsandten i en hotel-lobby og hører en live koncert med Malis største sangerinde-diva, Oumou Sangare inden jeg skal flyve. Det er  tredje gang, jeg oplever hende live -  og anden gang, at det sker helt uden at jeg har planlagt det! Oumou giver koncert  på sit hotel, Rèsidence Wassoulou, hver lørdag...  Det havde jeg sådan set glemt alt om... Men da jeg steg ud af taxaen lagde jeg mærke til at der stod en velkendt Hummer foran hotellets indgang... Og ganske rigtigt: Oumou is in the house... Jeg sidder pt. i lobbyen og hører koncerten, der forergår i et andet rum... Og det er faktisk fedt at slippe for at se på hende, fordi hendes efter min mening smagløse diva-opførsel larmer så det overdøver hendes vokale virtuositet, når man ser hende live. Det lyder som om, hun og hendes band er i sit rette element i aften... musikken er mere jammet og indadvendt end de andre gange, jeg har hørt hende (får helt lyst til at sige GROOVY ) men hendes vokale signatur: De hurtige, præcise fraseringer, bulldozer-attituden kombineret med en ro, der vidner om en næsten skræmmende portion selvtillid, er ikke gået tabt...

Lidt heldig skal man da osse ha lov at være efter et par stressende dage op til hjemrejsen. Vi har boet i et hus i 40 dage stort set uden vand, og da jeg tillod at bringe det på banen over for ejeren, en lille, ilter kvinde i 60 års alderen, blev jeg mødt med, hvad der bedst kan beskrives som et verbalt haglgevær ladt med afro-franske fornærmelser.  Den uredelige argumentation, antallet og hastigheden af afbrydelser overgår alle amerikanske talk shows, jeg nogensinde har set. Og da jeg, efter hun havde sagt OK for husets stand, spurgte om jeg måtte få mit depositum tilbage, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke, fordi pengene var i Frankrig... OK så... Det var i det hele taget en demonstration af magt, og det handlede om alt andet end at kommunikere og finde fælles grund. Her ville girafsprog ikke have hjulpet det store, for enten ved damen ikke, at verbal vold giver blå mærker på sjælen og at tyveri er forbudt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad!

Jeg har lige sagt farvel til Vilma og Stine, der flyver direkte hjem sammen, mens jeg flyver via London og kommer hjem på onsdag... Og det bliver sgu skønt at komme hjem.... Det bliver fantastisk med frisk luft, rugbrød og vand fra hanen. Og dejligt ikke at skulle forhandle om alt og sige nej tak til at købe telefonkort 40 gange om dagen... Det har været en udfordrende og svær tur på mange måder, for at være hvid i Bamako ( ud fra grundreglen om at hvid = $), er åbenbart lidt som at bede om at blive løbet om hjørner med. Strategierne varierer mellem skyd-på-alt-hvad-der-bevæger-sig- argumentation, medlidenheds-appeller, non-verbal skyld-topik og diverse plageåndsmanøvrer... Det er som om de lokale tænker, "går den, så går den" ved synet eller snerten af et blegansigt. Sangerinden, Doussou, forklarede mig forleden, at her i Mali, skal man købe man alt, også sine venner...  Og efter 6 uger i landet, er jeg tilbøjelig til at give hende ret... I starten var jeg lidt naiv i forhold til alting, kan jeg godt se nu. To gange er det sket for mig, at der fra det ene minut til det andet er opstået en mærkelig stemning mellem de musikere jeg har arbejdet med og mig selv, uden at jeg kunne sætte fingeren på, hvad der havde udløst det... Der var ikke nogen, der havde sagt noget i nogle af tilfældene... Nu er jeg begyndt at fatte, at der er alle mulige subtile koder og cues, som man skal være obs på, og som alle leder hen til den samme pointe: At jeg skal give dem penge. Det er ligesom når detektiven i en gangsterfilm stiller et vidne et spørgsmål og der bliver helt stille, indtil han hiver dollar-sedlerne frem...  Ifølge Cheik Omar, chaufføren vi kørte med på rejsen til Dogonland, er penge også et kæmpe issue mellem mænd og kvinder... Kvinderne går fuldstændig åbent efter guldet, når de leder efter en partner. Jeg tænker, at det jo nok hænger sammen med, at hendes status i ægteskabet er så ringe som den er... Skal man i fængsel, kan man jo lige så godt vælge et guldbur...

Set fra mit lille mig-perspektiv er det er pisseærgeligt at den her rig/fattig har været en barriere mellem mig og størstedelen af de maliere, jeg har mødt... Men jeg har også mødt fantastiske mennesker - ikke mindst musikerne Mouneïssa, Kèmè, Doussou, Radio Wassoulous ildsjæl af en dirktør, Sidiki Sidibé, også kendt som julenissen fra Yanfolila og freelancejournalisten Lise Blom, som jeg fandt ud af kommer fra Kolding ligesom mig da vi havde hængt ud et par dage. Og jeg tror - ikke mindst takket være Lises delen ud af sin store viden om Mali - at jeg er begyndt at forstå lidt mere om denne komplekse kultur... En dag kommer jeg måske til at holde af den, hvem ved?  Men vigtigst er det dog, at Vilma, Stine og jeg har gode ting med os hjem, så jeg siger til mig selv, at det er det hele værd...