hej hej fra Gambia

Jeg landede i Banjul / Baccau i går eftermiddags, dødtræt, efter tre grotesk hektiske dage i London og meget lidt søvn på kontoen. Det første der mødte mig var varmen - 30 grader plus-, lugten af sved og horder af taxachauffører, der ville køre mig steder hen og spurgte hvor jeg kom fra. Der var også en engelsk dame, der fortalte mig at hun lige var blevet gift hernede, men skulle rejse alene hjem, hvilket var forklaringen på hendes hævede øjne...

Ca et kvarter senere kom der en ung mand med et skilt, hvor der stod "Mr. Solveig Sandnes". My man Mustafa. Fra taxaen kunne jeg se den orangefarvede jord, de grønne palmer og blikskurene langs vejkanten.

20 minutter efter ankom vi til Baccaus hoteldistrikt, hvor jeg har indlogeret mig i et self catering hostel. Området ligger lige der hvor Gambiafloden munder ud i Atlanterhavet, altså tæt ved vandet. På flodsiden er der kilometervis af mangrove-sumpområder, hvor trækfuglene holder vinterferie og malariamyggene formerer sig.

Lyden af fugle og børn + lugten geder er det bedste so far. Farverne på folks tøj og deres smukke, brune hud er nu heller ikke at kimse af, selvom de giver mig en udpræget følelse af at være en uattraktiv, sortklædt blegfis. Jeg må arbejde på kuløren, både i garderoben og på huden! Foreløbig har jeg ligget og læst om vestafrikas historie ved poolen det meste af dagen, så der burde være gode chancer for at farven rød snart indfinder sig på min palet.

Noget, der til gengæld ikke imponerer mig så meget, er de konstante tilråb fra mænd, der tror at hvid hudfarve = $. Jeg prøver desperat at finde en grimasse der kan passe, så jeg ikke konstant skal kigge ned i jorden og sætte gå-hastigheden op med en sammenbidt mine. ifølge min Gambia-guidebog er der to ting man kan gøre for at slippe for det: enten blive på sit hotel eller rejse ud af Banjul... En anden rimelig klam ting, som ikke er til at undgå at lægge mærke til, er en slags omvendt sexturisme, hvor hvide kvinder lader sig varte op at unge, gambianske mænd. Du ser det overalt. Ad bvadr.

I nat ankommer tre svenske musikstuderende, Sara, Anika og Peter, som jeg skal hænge ud med den næste uges tid. De skal til den lille by, Njawara og studere wolof-musik i en måned, og jeg er velkommen til at komme med hvis jeg vil, men det er en lang og besværlig rejse, og jeg vil få i alt 4 dage i byen, så jeg ved ikke om jeg gør det...Særligt fordi jeg ikke er helt tryg ved at rejse tilbage til Banjul og videre til Dakar alene. En anden ting på min to do liste er at besøge Gambias største fuglereservat med min digitale recorder, så jeg kan begynde optagelserne til Er de sjældnes opfølger, "Er de sjældne goes to Africa" :-)