Der hvor jeg synger fra...

Jeg kom aldrig til det bryllup i søndags… men jeg når nok et bryllup en anden gang… Nu vil jeg fortælle om dagen i går. I dag er der nemlig ikke rigtig sket noget endnu...

I går havde jeg først en rolig vasketøjsmorgen hjemme, indtil jeg begav mig ud i Bamakos smogskyer for at holde møde med tre KonoKoner: Medina N’Diaye, Doussou Coulibaly og Djeneba Dansoko…

Det første møde var med Medina N’Diaye. Jeg spillede lidt DK-musik for hende, og vi fik aftalt at lave en session med hende + tre musikere, der spiller hhv. balafon, n’goni og djembe den 27/12… Planen er, at vi laver en genindspilning af et nummer fra hendes plade + en indspilning af en ny komposition som skal bruges som oplæg til en af de danske ladies… Den sang, som jeg har valgt ud fra hendes plade, er sådan lidt ørehænger-agtig, på samme måde som Amadou og Mariams sange kan være det.

Medina fortalte mig at sangen handler om, at man ikke skal smøre creme på for at lysne sin hud, hvilket åbenbart et temmelig udbredt fænomen på disse kanter… Jeg fortalte hende, at hos os er det lige omvendt - vi tager selvbruner på og går i solarium… Det måtte vi selvfølgelig lige grine lidt af… Og nu når jeg tænker over det, kunne det på en måde være lidt sjovt at skrive en sang om at tage sol (dog måske uden den løftede pegefinger )… Men hør hov… det har Vilma jo allerede gjort…. Hendes band, Joy Joy, har lavet en sang om verdens dårligste solcenter i Kongens Have (?!?) hvor man enten bliver helt hvid, eller ligeså brun som en l… (!!) af at lægge sig ind… So be warned!!

Efter mødet med Medina, tog jeg en taxa gennem byen hen til Barrou Diallos studio, hvor jeg (i øvrigt efter at være kommet til at træde i noget barnetis med bare tæer) mødtes med den underskønne Doussou Coulibaly.

Med sig havde hun taget sin rare, canadiske antropolog-mand, Pascalo, og en suverænt dygtig n’goni-spiller, hvis navn jeg desværre ikke fik noteret. Selv var Doussou nu også ret ferm til at spille på sin kamalen n’goni, en slags mellemting mellem n’goni (lut) og kora (harpe), mens hun svajede palmeagtigt med overkroppen og sang med en varm og blød stemme, helt befriet for krukkeri.

Det sidste er i øvrigt noget, som jeg har lagt mærke til hos alle de sangere, som jeg har mødt eller lyttet til hernede. Ingen af dem bruger ”synge-masker”. De synger bare med det næb, de har. End of story.

Doussous ene sang handlede om migration - den anden, om at man skal passe på sine gamle… Og her, kære læser, må jeg atter stoppe op og lave en ekskurs…

Det virker nemlig som om, at sangskriverne i Mali bruger musikken til at adressere politiske emner og diskutere moralske spørgsmål, meget mere end vi gør oppe nordpå. Til gengæld lader der ikke til at være særlig meget fokus på enkeltpersoner og deres hjerte/smerte-problemer.

Når jeg selv skriver eller synger, er tekstens omdrejningspunkt meget sjældent et moralsk dilemma eller en lovprisning, men derimod næsten altid en person og en problemstilling fra privatsfæren. Det er jo sådan man plejer at gøre, der hvor jeg kommer fra.

Ikke desto mindre har jeg snart brugt 15 år på at finde metoder til at synge udenom personen, med andre ord: Som flygtning fra mit velnærede dansker-ego og dets mange ansigter. For det meste går jeg dramaturgisk til værks, dvs. Jeg opdigter midlertidige ”personaer”, som jeg indtænker i plots, som det kun er mig, der kender. Jeg har med andre ord brug for at konstruere et underliggende menings-codex... Men dette codex må ikke være for transparent. Koden skal være så godt som umulig at knække. For det kan – der hvor jeg synger fra - blive opfattet som utroligt irriterende (læs: plat), når sangtekster giver helt vildt meget mening; bliver konsensus-søgende; hvis den rationelle tankegang overtrumfer poesien; eller hvis sproget bliver for klichéfyldt.

Samtidig er det inden for de fleste af de syngegenrer, jeg kender, en konvention, at man siger et eller andet sammenhængende og med en vis tydelighed. Det, tror jeg, er fordi det at synge dybest set er en form for kommunikation med en afsender og en modtager, en situation og nogle kulturelle konventioner, der skal indtænkes.

På den måde sniger der sig tit en form for rationalitet og en selvfremstilling ind i de sange, jeg laver, selvom det lige præcis er det, jeg forsøger at nedtone. Men måske hænger det også sammen med hvem det er, man synger for?

I hvert fald er det inspirerende at høre den ene afrikanske kvinde efter den anden levere moralsk opbyggelige sang-fortællinger ubesværet, straight to the point og uden skrupler vedrørende selvfremstilling. Måske skulle jeg bare stå lidt mere ved mig selv og synge fra det sted, hvor jeg befinder mig pt.? Hvor svært kan det egentlig være?

Back on track…

En udbredt genre i Mali er hyldest-kvadet. Ifølge traditionen har grioterne altid sunget lovsange for den herskende klasse, først i Mandé-empiriet, siden i Songhay-empiriet, for de franske koloniherrer og så fremdeles…

At være griot er noget, man skal være født til. Hver griot-familie har sin egen specielle musik- og fortællestil, og denne bliver overleveret fra de ældre til de yngre ude i landsbyerne. I gamle dage var det et alvorligt brud med traditionens regler, hvis en ”ikke-griot” begyndte at synge eller lave musik… Men nu er det efterhånden ved at blive sådan, at folk, der ikke er født ind i en griot-familie også kan vælge musikken som levevej. Særligt efter de elektroniske medier, herunder, radio og TV, har gjort sit indpas, har mange ikke-grioter – og heriblandt mange sangerinder - fået vind i sejlene med deres musik. Og samtidig har sangene løbende fået et mere (køns-)politisk indhold.

Så når der bliver lavet hyldest-kvad i dag, er det ikke længere kun som hyldest til rige adelspersoner eller til embedsmænd i kolonistyret, men derimod ofte som hyldest til steder, begreber eller personer, der repræsenterer sangerens egne værdier, fx en mor, Afrika eller kvindekønnet generelt…

Doussou og jeg snakkede om, hvorfor Oumou Sangaré er mere berømt end Rokia Traoré. Oumou, der er kendt for sin landsbybaggrund spiller udsolgte stadion-koncerter i Mali men er relativt ukendt i Europa, mens det forholder sig lige omvendt for Rokia, der som diplomatdatter er vokset op i Europa og har taget sin universitetsuddannelse i udlandet. Ifølge Doussou skal forklaringen på deres forskellige succes’er findes i deres kulturelle positionering.: ”C’est parse que Oumou chante dans la culture et Rokia chante dehors la culture” Man skal altså synge indenfor sin kultur for at blive hørt… Men kan man overhovedet andet? Er det ikke et spørgsmål om, hvor åbent et givet publikum på et givet tidspunkt er for at høre noget andet, end de er vant til? Og der ikke noget ved det at synge, der er større end kulturen? Noget, der overskrider såvel arter som kultur, dvs. Som berører både mennesker, dyr, planter og sten? Det vælger jeg at tro på. Helt stædigt og naivt. Når jeg hører musik som ikke forstår teksterne til, reagerer jeg nemlig stadig på det… Nogen gange endda stærkere end hvis jeg forstod ordene… Stemmen, lyden og fantasien får mere plads og taler direkte til kroppen og følelserne. Jeg skal ikke længere forholde mig til musikken som en meningsfuld påstand, men som et åbent spørgsmål. Og hvis jeg føler for at svare, behøver det ikke at være med ord. Befinder jeg mig mon midlertidigt i exil fra egoland?

Det er i det hele taget et trip at opleve folk være så anderledes end mig selv. At træde udenfor min egen etniske ”comfort zone ” har virkelig skærpet mit blik for, i hvor høj grad mit vokabular er forankret i nogle helt specifikke stamme-tilhørsforhold. Godt jeg kom afsted!