Lidt heldig skal man da osse ha lov at være efter et par stressende dage op til hjemrejsen. Vi har boet i et hus i 40 dage stort set uden vand, og da jeg tillod at bringe det på banen over for ejeren, en lille, ilter kvinde i 60 års alderen, blev jeg mødt med, hvad der bedst kan beskrives som et verbalt haglgevær ladt med afro-franske fornærmelser. Den uredelige argumentation, antallet og hastigheden af afbrydelser overgår alle amerikanske talk shows, jeg nogensinde har set. Og da jeg, efter hun havde sagt OK for husets stand, spurgte om jeg måtte få mit depositum tilbage, fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke, fordi pengene var i Frankrig... OK så... Det var i det hele taget en demonstration af magt, og det handlede om alt andet end at kommunikere og finde fælles grund. Her ville girafsprog ikke have hjulpet det store, for enten ved damen ikke, at verbal vold giver blå mærker på sjælen og at tyveri er forbudt, eller også er hun bare fuldstændig ligeglad!
Jeg har lige sagt farvel til Vilma og Stine, der flyver direkte hjem sammen, mens jeg flyver via London og kommer hjem på onsdag... Og det bliver sgu skønt at komme hjem.... Det bliver fantastisk med frisk luft, rugbrød og vand fra hanen. Og dejligt ikke at skulle forhandle om alt og sige nej tak til at købe telefonkort 40 gange om dagen... Det har været en udfordrende og svær tur på mange måder, for at være hvid i Bamako ( ud fra grundreglen om at hvid = $), er åbenbart lidt som at bede om at blive løbet om hjørner med. Strategierne varierer mellem skyd-på-alt-hvad-der-bevæger-sig- argumentation, medlidenheds-appeller, non-verbal skyld-topik og diverse plageåndsmanøvrer... Det er som om de lokale tænker, "går den, så går den" ved synet eller snerten af et blegansigt. Sangerinden, Doussou, forklarede mig forleden, at her i Mali, skal man købe man alt, også sine venner... Og efter 6 uger i landet, er jeg tilbøjelig til at give hende ret... I starten var jeg lidt naiv i forhold til alting, kan jeg godt se nu. To gange er det sket for mig, at der fra det ene minut til det andet er opstået en mærkelig stemning mellem de musikere jeg har arbejdet med og mig selv, uden at jeg kunne sætte fingeren på, hvad der havde udløst det... Der var ikke nogen, der havde sagt noget i nogle af tilfældene... Nu er jeg begyndt at fatte, at der er alle mulige subtile koder og cues, som man skal være obs på, og som alle leder hen til den samme pointe: At jeg skal give dem penge. Det er ligesom når detektiven i en gangsterfilm stiller et vidne et spørgsmål og der bliver helt stille, indtil han hiver dollar-sedlerne frem... Ifølge Cheik Omar, chaufføren vi kørte med på rejsen til Dogonland, er penge også et kæmpe issue mellem mænd og kvinder... Kvinderne går fuldstændig åbent efter guldet, når de leder efter en partner. Jeg tænker, at det jo nok hænger sammen med, at hendes status i ægteskabet er så ringe som den er... Skal man i fængsel, kan man jo lige så godt vælge et guldbur...
Set fra mit lille mig-perspektiv er det er pisseærgeligt at den her rig/fattig har været en barriere mellem mig og størstedelen af de maliere, jeg har mødt... Men jeg har også mødt fantastiske mennesker - ikke mindst musikerne Mouneïssa, Kèmè, Doussou, Radio Wassoulous ildsjæl af en dirktør, Sidiki Sidibé, også kendt som julenissen fra Yanfolila og freelancejournalisten Lise Blom, som jeg fandt ud af kommer fra Kolding ligesom mig da vi havde hængt ud et par dage. Og jeg tror - ikke mindst takket være Lises delen ud af sin store viden om Mali - at jeg er begyndt at forstå lidt mere om denne komplekse kultur... En dag kommer jeg måske til at holde af den, hvem ved? Men vigtigst er det dog, at Vilma, Stine og jeg har gode ting med os hjem, så jeg siger til mig selv, at det er det hele værd...
