Der hvor jeg synger fra...

Jeg kom aldrig til det bryllup i søndags… men jeg når nok et bryllup en anden gang… Nu vil jeg fortælle om dagen i går. I dag er der nemlig ikke rigtig sket noget endnu...

I går havde jeg først en rolig vasketøjsmorgen hjemme, indtil jeg begav mig ud i Bamakos smogskyer for at holde møde med tre KonoKoner: Medina N’Diaye, Doussou Coulibaly og Djeneba Dansoko…

Det første møde var med Medina N’Diaye. Jeg spillede lidt DK-musik for hende, og vi fik aftalt at lave en session med hende + tre musikere, der spiller hhv. balafon, n’goni og djembe den 27/12… Planen er, at vi laver en genindspilning af et nummer fra hendes plade + en indspilning af en ny komposition som skal bruges som oplæg til en af de danske ladies… Den sang, som jeg har valgt ud fra hendes plade, er sådan lidt ørehænger-agtig, på samme måde som Amadou og Mariams sange kan være det.

Medina fortalte mig at sangen handler om, at man ikke skal smøre creme på for at lysne sin hud, hvilket åbenbart et temmelig udbredt fænomen på disse kanter… Jeg fortalte hende, at hos os er det lige omvendt - vi tager selvbruner på og går i solarium… Det måtte vi selvfølgelig lige grine lidt af… Og nu når jeg tænker over det, kunne det på en måde være lidt sjovt at skrive en sang om at tage sol (dog måske uden den løftede pegefinger )… Men hør hov… det har Vilma jo allerede gjort…. Hendes band, Joy Joy, har lavet en sang om verdens dårligste solcenter i Kongens Have (?!?) hvor man enten bliver helt hvid, eller ligeså brun som en l… (!!) af at lægge sig ind… So be warned!!

Efter mødet med Medina, tog jeg en taxa gennem byen hen til Barrou Diallos studio, hvor jeg (i øvrigt efter at være kommet til at træde i noget barnetis med bare tæer) mødtes med den underskønne Doussou Coulibaly.

Med sig havde hun taget sin rare, canadiske antropolog-mand, Pascalo, og en suverænt dygtig n’goni-spiller, hvis navn jeg desværre ikke fik noteret. Selv var Doussou nu også ret ferm til at spille på sin kamalen n’goni, en slags mellemting mellem n’goni (lut) og kora (harpe), mens hun svajede palmeagtigt med overkroppen og sang med en varm og blød stemme, helt befriet for krukkeri.

Det sidste er i øvrigt noget, som jeg har lagt mærke til hos alle de sangere, som jeg har mødt eller lyttet til hernede. Ingen af dem bruger ”synge-masker”. De synger bare med det næb, de har. End of story.

Doussous ene sang handlede om migration - den anden, om at man skal passe på sine gamle… Og her, kære læser, må jeg atter stoppe op og lave en ekskurs…

Det virker nemlig som om, at sangskriverne i Mali bruger musikken til at adressere politiske emner og diskutere moralske spørgsmål, meget mere end vi gør oppe nordpå. Til gengæld lader der ikke til at være særlig meget fokus på enkeltpersoner og deres hjerte/smerte-problemer.

Når jeg selv skriver eller synger, er tekstens omdrejningspunkt meget sjældent et moralsk dilemma eller en lovprisning, men derimod næsten altid en person og en problemstilling fra privatsfæren. Det er jo sådan man plejer at gøre, der hvor jeg kommer fra.

Ikke desto mindre har jeg snart brugt 15 år på at finde metoder til at synge udenom personen, med andre ord: Som flygtning fra mit velnærede dansker-ego og dets mange ansigter. For det meste går jeg dramaturgisk til værks, dvs. Jeg opdigter midlertidige ”personaer”, som jeg indtænker i plots, som det kun er mig, der kender. Jeg har med andre ord brug for at konstruere et underliggende menings-codex... Men dette codex må ikke være for transparent. Koden skal være så godt som umulig at knække. For det kan – der hvor jeg synger fra - blive opfattet som utroligt irriterende (læs: plat), når sangtekster giver helt vildt meget mening; bliver konsensus-søgende; hvis den rationelle tankegang overtrumfer poesien; eller hvis sproget bliver for klichéfyldt.

Samtidig er det inden for de fleste af de syngegenrer, jeg kender, en konvention, at man siger et eller andet sammenhængende og med en vis tydelighed. Det, tror jeg, er fordi det at synge dybest set er en form for kommunikation med en afsender og en modtager, en situation og nogle kulturelle konventioner, der skal indtænkes.

På den måde sniger der sig tit en form for rationalitet og en selvfremstilling ind i de sange, jeg laver, selvom det lige præcis er det, jeg forsøger at nedtone. Men måske hænger det også sammen med hvem det er, man synger for?

I hvert fald er det inspirerende at høre den ene afrikanske kvinde efter den anden levere moralsk opbyggelige sang-fortællinger ubesværet, straight to the point og uden skrupler vedrørende selvfremstilling. Måske skulle jeg bare stå lidt mere ved mig selv og synge fra det sted, hvor jeg befinder mig pt.? Hvor svært kan det egentlig være?

Back on track…

En udbredt genre i Mali er hyldest-kvadet. Ifølge traditionen har grioterne altid sunget lovsange for den herskende klasse, først i Mandé-empiriet, siden i Songhay-empiriet, for de franske koloniherrer og så fremdeles…

At være griot er noget, man skal være født til. Hver griot-familie har sin egen specielle musik- og fortællestil, og denne bliver overleveret fra de ældre til de yngre ude i landsbyerne. I gamle dage var det et alvorligt brud med traditionens regler, hvis en ”ikke-griot” begyndte at synge eller lave musik… Men nu er det efterhånden ved at blive sådan, at folk, der ikke er født ind i en griot-familie også kan vælge musikken som levevej. Særligt efter de elektroniske medier, herunder, radio og TV, har gjort sit indpas, har mange ikke-grioter – og heriblandt mange sangerinder - fået vind i sejlene med deres musik. Og samtidig har sangene løbende fået et mere (køns-)politisk indhold.

Så når der bliver lavet hyldest-kvad i dag, er det ikke længere kun som hyldest til rige adelspersoner eller til embedsmænd i kolonistyret, men derimod ofte som hyldest til steder, begreber eller personer, der repræsenterer sangerens egne værdier, fx en mor, Afrika eller kvindekønnet generelt…

Doussou og jeg snakkede om, hvorfor Oumou Sangaré er mere berømt end Rokia Traoré. Oumou, der er kendt for sin landsbybaggrund spiller udsolgte stadion-koncerter i Mali men er relativt ukendt i Europa, mens det forholder sig lige omvendt for Rokia, der som diplomatdatter er vokset op i Europa og har taget sin universitetsuddannelse i udlandet. Ifølge Doussou skal forklaringen på deres forskellige succes’er findes i deres kulturelle positionering.: ”C’est parse que Oumou chante dans la culture et Rokia chante dehors la culture” Man skal altså synge indenfor sin kultur for at blive hørt… Men kan man overhovedet andet? Er det ikke et spørgsmål om, hvor åbent et givet publikum på et givet tidspunkt er for at høre noget andet, end de er vant til? Og der ikke noget ved det at synge, der er større end kulturen? Noget, der overskrider såvel arter som kultur, dvs. Som berører både mennesker, dyr, planter og sten? Det vælger jeg at tro på. Helt stædigt og naivt. Når jeg hører musik som ikke forstår teksterne til, reagerer jeg nemlig stadig på det… Nogen gange endda stærkere end hvis jeg forstod ordene… Stemmen, lyden og fantasien får mere plads og taler direkte til kroppen og følelserne. Jeg skal ikke længere forholde mig til musikken som en meningsfuld påstand, men som et åbent spørgsmål. Og hvis jeg føler for at svare, behøver det ikke at være med ord. Befinder jeg mig mon midlertidigt i exil fra egoland?

Det er i det hele taget et trip at opleve folk være så anderledes end mig selv. At træde udenfor min egen etniske ”comfort zone ” har virkelig skærpet mit blik for, i hvor høj grad mit vokabular er forankret i nogle helt specifikke stamme-tilhørsforhold. Godt jeg kom afsted!

Dimanche - c'est le jour du marriage!!!

I dag er det søndag og det betyder, at der er bryllupper over hele Bamako. Jeg har allerede set tre brudepar i dag... men OK det hænger nok sammen med, at jeg  har ligget et par timer ved poolen på Hotel Mande. Et sted med stor Kodak-faktor. Det ligger et kvarters gang fra mit nye hjem, og her kan man både slikke sol, surfe på nettet og bade i poolen mens man nyder tonerne fra salon-koraspilleren på terrassen og udsigten over Niger-floden... c'est la vie belle!!! Om lidt sætter jeg mig i en taxa og kører over til et stort bryllup, hvor jeg har fået lov at kigge forbi... Jeg kender søsteren til brudgommen...

I går kom jeg hjem fra min tredagestur til Yanfolila. her boede jeg på et bush-hotel tilegnet franskmænd på fugle-safari (= først kigge på fuglene, siden skyde dem). Her havde jeg bl.a den tvivlsomme fornøjelse at se en mega stor (heldigvis død) giftslange uden hoved. Nogle af jagtgæsterne havde fundet den, skudt den og taget den med hjem, så de lokale kunne spise den.. Det giver åbenbart styrke at spise sådan en... Jeg nåede lige at få et snap shot af den filetterede slange inden den skulle koges (se foto)

I Yanfolila brugt jeg det meste af tiden på at hænge udpå radiostationen Radio Wassoulou, hvor jeg snakkede med direktøren, Sidibé. Sidibé ved rigtig meget om hvad der rører sig i Wassoulou-distriktet og lever og ånder for at få den lokale musikscene til at blomstre. Han viste sig desuden at være Malis svar på julemanden, da han gav mig lov til at overspille 8 intetviewprogrammer, Artiste du jour, fra kassette til mp3. Programmerne er på bambara, men hvis jeg finder en der kan oversætte, er her muligvis tale om et ægte empiri-kup til specialet... 

I går var også dagen hvor jeg flyttede ind i det nye store hus. Efter en støvet og klistret dag på Bamakos marked - som er en reportage i sig selv værdig - kodeord: Voodo, afskårne æselhoveder, kassettebånd) brugte jeg hele aftenen på at lege interior designer.. og nu er her helt OK. Er osse v. at pynte lidt op til jul, men kun lidt.. det bliver noget med en palme og nogle guirlander :-)

Søstersolidaritet, en mangelvare i Malis musikmiljø

I dag mødtes jeg med Malis eneste kvindelige kora-spiller, Madina N'Diaye.
Vi snakkede, og hun spillede og sang så smukt for mig... Om sit liv som musiker i Mali sagde Madina, "ce n'est pas facile". Og hun har sørme heller ikke haft det let. For det første er hun "kvinde i et mandefag", hvilket i sig selv er besværligt nok. Men dertil kommer, at hun for 7 år siden mistede synet. Ingen af delene har dog afholdt hende fra at turnere i Europa eller indspille sin musik. Pt. arbejder hun på sit andet album. I følge Madina er der megen intern konkurrence og jalousi mellem kvindelige musikere hernede, og hvis man bryder med traditionerne, som hun har gjort ved at gå i lære som kora-spiller hos Toumani Diabaté, er det med risiko for at blive marginaliseret. Denne "kvinder er hinanden værst-mentalitet" betyder i følge Madina også, at der ikke er skik for at man støtter hinanden kollegialt og samarbejder på tværs. Med andre ord ingen søstersolidaritet, som den vi er flasket op med i Danmark... Jeg sender lige Trille en taknemmelig tanke... I Mali forsøger de mere etablerede sangerinder tværtimod ofte at forhindre de "up and coming" i at få fodfæste på den lokale musikscene. Af samme grund foretrækker Madina at holde sig uden for etablissementet - og konkurrencen, og hun stræber vist hverken efter at blive Malis nye superstjerne eller at score kassen. Hvilket er heldigt for os. For selvom vi alene med KonoKones danske line up (TBA) ikke kan undgå at lave en smuk og dejlig plade, ville jeg blive overrasket, hvis den endte på de internationale salgshitlister. Men for Madina er det ikke noget problem. Hun er helt med på at deltage i KonoKone og at samarbejde med de danske ladies...C'est magnifique!!!

Efter mit møde med Madina tog jeg hen på Centre Culturel Francais, hvor Mariams mand, Mohamed, driver cafeen. Mohamed og Mariam har boet i København i mange år og snakker perfekt dansk. Her mødtes jeg med Barrou Diallo, som er bassist og lydtekniker og har sit eget lydstudio i Bamako. Han har bl.a spillet på Roskilde med Ali Farka Touré og Toumani Diabaté samt lavet lyd på Orange Scene. Han viste mig en masse billeder fra festivalen i sommer på sin iphone. Barrou kender ikke bare gud og hver mand i Malis musikverden - han kender osse DK. Og han kan tydeligvis navigere i begge sfærer, hvilket kan gå hen og blive en stor hjælp, mens samarbejkdet stadig kører, men jeg ikke er her længere. Både når det gælder det tekniske og i forhold kommunikationen. Jeg beskrev KonoKone-projektet for ham på mit gebrokne fransk, og han har nu foreslået et line up af kunstnere der på hver deres måde "gør musik" på en lidt anderledes end normalt, og som repræsenterer undergrundsmiljøet hernede. Flere af dem, han har foreslået spiller instrumenter, hvilket er sjældent. Allerede i aften skal jeg mødes med den første, Djeneba.

I morgen drager jeg til Yanfolila i tre dage. Her skal jeg bl.a interviewe Radio Wassoulous direktør om kvinderne og musikken i Wassoulou-distriktet, der ligger i det sydlige Mali...

Ny mobil, nyt hus

Nyt telefonnummer: 00226858176... men jeg kan ikke finde ud af at sende sms'er til DK med den :-( Har osse lejet et giga-stort hus til når mine homies kommer herned lillejuleaften... Der er ret få møbler og flisegulv overalt, så det bliver interessant hvordan det kommer til at funke som studio... Til gengæld er der bananpalmer i baghaven og inde- og ude plads nok til en hel feriekoloni..

Welcome to Bamako

Bamako, Hotel La Chaumiére, midt på dagen

.... så er jeg landet, and it feels like heaven!! Bor på et lille chickt hotel, som Mariame, KoneKones projektkoordinator i Mali, har anbefalet. Jeg ville ønske, jeg havde råd til at bo her for altid. Her er en fin gårdhave med pool, smukke træskulpturer og indretningen består overvejende af maliske træmøbler med diverse 50'er-indslag, mest i brunlige nuancer... Og byen er helt anderledes end Dakar og Banjul. Her er både smukkere, roligere + mere "tidy" og "pleasing on the nerves"... Desværre er det ikke en boligreportage, jeg er kommet ned for at lave...

Det franske er pænt rustent, men det skal nok komme. Jeg er i hvert fald ca 500% bedre end i går :-) Og bevæbnet med min franske rejseparlør der blandt andet indeholder et afsnit med pick up lines, navne på euforiserende stoffer og seksuelt overførte sygdomme, skal det nok blive en fest :-)

Nå, nu må jeg ned og lege fransk imperialist, så længe det varer...

aften...

Øv, jeg kom sgu ikke i poolen i dag... og jeg fik heller ikke brugt nogen af mine franske pick up lines... men jeg fik til gengæld holdt møde med Mariame. Og det var simpelthen SÅ rart!!!Der begynder faktisk at tegne sig nogle konturer af noget, der godt ku gå hen og ligne en plan.

På torsdag tager jeg til Yanfolila som ligger ca 4 timers kørsel syd for Bamako. Her skal jeg bl.a besøge Radio Wassoulou, og måske får jeg lov at gå i deres arkiver. Jeg har desuden læst om en særlig type danse-performance, hvor kvinder fra wassoulou-egnen på ægte queer-maner oprtæder i drag og parodierer mænd i parring. Tænk hvis jeg ku finde noget data om det til specialet...

På søndag skal jeg til bryllup i Bamako. Det glæder jeg mig sindssygt meget til...Bryllups- og navngivningsceremonier er de lejligheder, som oftest danner rammen om kvindelige musikeres performances i Mali. Der er vistnok 2 leadsangere og 4 korsangere, og det foregår - så vidt jeg har forstået - mest acapella. Bare fordi man er kändis og har været i fjernsynet betyder det ikke at man er for fin til at være bryllupssanger. Det er faktisk lige omvendt. Som sanger er bryllupper det, man virkelig kan tjene penge på - fjernsynet er bare reklame.

Det er - måske ikke så overraskende - også til bryllupper, at man kan finde eksempler på sange, der tematiserer ægteskabet, af og til osse sange, der på en subtil måde - kommenterer kvindens ringe status i ægteskabet, traditionerne for polygami og risikoen for at blive udsat for vold. I Mali er medgiften for en kone ifølge traditionen 12 Kola-nødder. I mange bryllupssange indgår frasen "12 Kola-nødder" derfor som et billede på den manglende ligestilling*. Jeg tror dog ikke, at det bryllup som jeg skal til kommer til at involvere en transaktion af kola-nødder eller udsigten til et samliv med polygami/vold for den sags skyld.

Sidst men ikke mindst skal jeg mødes med Malis vistnok eneste kvindelige kora-spiller, Medina, her en af dagene...

*Kilde: Lucy Durán, phd. afhandling, kap. 2, ikke publiceret.

Senegal fast food

Dakar, Senegal, Hotel La Brazzerade,

Har til min gru fundet ud af at jeg har glemt min mobiltelefon i Njawara. Jeg får den selvfølgelig igen, når Peter og Nika kommer hjem... men det betyder, at jeg er uden mine numre resten af turen... Når jeg kommer til Bamako, køber jeg en telefon og et simkort til resten af turen... Jeg skriver mit Malinummer her og på facebook, når jeg får det...

Jeg har været på farten siden kl 6 i morges, da jeg forlod Njawara med Tanka Tanka. I Barra tog jeg en taxa til Gambia/Senegal-grænsen, hvor jeg fik stemplet mit pas. Herefter tog jeg endnu en taxa hen til en ny taxa, som jeg skulle dele med 6 andre i de næste 5 timer med knæene helt oppe under hagen... Nu er jeg fremme og fuldstændig smurt ind i støv fra turen - og det samme gælder baggagen. Jeg har nu indlogeret mig på et hotel i nærheden af lufthavnen/ned til vandet. Flyet til Bamako går kl 8 i morgen tidlig, og jeg skal mellemlande Conakry, Guinea, hvor der vist lige har været et statskup...

I går var ikke så sjov. Jeg vågnede kl 5 om morgenen og havde totalt ondt i maven. Derefter gik resten af dagen med opkast non-stop og diarré- lidt af en gyser, når der er 100 meter fra ens rum til toilettet, som man ovenikøbet er lidt bange for at gå ind på... welcome to Africa... Tror jeg har fået nok af at spise af samme fad for en tid...

Jeg har aldrig oplevet fattigdom så massivt som her I Gambia/Senegal. Folk er virkelig tynde, ikke fordi de går op i det, men fordi de simpelthen ikke har noget at spise. I Njawara var der 1 butik hvor man kunne købe ris, vand, cola og diverse andre ting. Men man kunne hverken købe kød eller grøntsager. Alt det vi spiste var noget, folk selv havde dyrket eller fisk, de havde fanget i floden. I regntiden er der derfor ikke noget mad. Peter og Nika som var i Njawara i marts sagde, at flere af dem, de kendte havde tabt sig nærmest til ukendelighed... Svært at forestille sig, ikke?

jeg har fanget mig en myg

11. December, Njawara Agricultural Camp, under et mangotræ, eftermiddag.

I dag var jeg nede på den lokale skole… Det var egentlig mest for min egen skyld for at se hvordan de holder skole her i landet – og så jeg har samtidig noget at fortælle om til Vilma og Krebsebørnene, når jeg kommer hjem. Jeg har lagt lidt fotos ud fra dagen. Forsøgte at undgå at fotografere børnene på nært hold for ikke at intimidere nogen, selvom jeg godt nok skulle ta mig sammen for ikke bare at knipse løs… Jeg var inde i to forskellige klasser. Børnene var super velopdragne og opmærksomme. I den første klasse (her var børnene ca 8 år) gav alle ungerne den godt med gas, da vi sang ”If you’re happy and you know it ” . Bagefter sang de en gambiansk børnesang for mig , og til sidst lavede vi en yderst funky version af ”jeg har fanget mig en myg”. Det lød sgu fedt!! I den anden klasse (her var børnene ca 10 år) bad jeg børnene om at synge så højt at det ville skræmme alle cobralangerne heeeelt ud i bushen. Der var lidt kludder med pulsfornemmelsen, men sjovt nok var børnene enige om hvor de skulle komme for tidligt… Og slangerne, dem fik vi i hvert fald skræmt væk… Jeg fortalte dem, at vi har en høj tubab-dronning i Danmark, der ryger mange cigaretter. Det synes de vist var sjovt.

På vejen hjem gennem landsbyen mødte vi en sanger, som jeg fik en sanglektion af lidt senere. Hun sang SÅ godt. Meget stille og blødt. Sangen gik i en for mig ukendt, lidt arabisk-klingende skala og så tilbage til dur… Hulens svært – og tilmed på Wolof. Men jeg tror, jeg nailede den til sidst… Nu ligger den på zoomen… Nå, nu må jeg videre. Jeg skal hen og se en sang+tromme session hjemme hos min nye sanglærer…

Får I ellers styr på klimaet derhjemme?

a ye man sol dana bukanan attaya

waaaauw... sa er vi kommet til afrika. vi bor paa njawara agricultural centre i et stoevet rum paa stoerrelse med en faengselscelle og sover paa en haard madras. i nat sov jeg 14 timer saa det kan aabenbart noget :-) og saa her er stille. fuglene er det eneste man kan hoere. ikke en bil elle bus eller noget. og ikke en masse sms'er etc. det foeles i det hele taget som at vaere paa internet-afvaenning.

i gaar var vi paa en runde i byen. peter og nika har jo vaeret her foer,saa der var masser af haandtryk og gaver der skulle gives, foruden smil og kram. boernene flokkedes om os og sagde 'tubab tubab'... og vi gav em klistermaerker, kuglepenne og kladdehaefter...

og der bliver virkelig passet godt paa os. for 2 dag i streg har vi spist dejlig mad, 5 mand af det samme fad, nogle med fingrene.

i dag kom vores ven med en guitar,der manglede en streng. staalstrnge i en aaben mol tuning. og nu har vi lavet en sang paa wolof. den handler om deres te, attaya, og om at det er eftersmageen, der er bedst... saadan er det jo nogengange :-)

upcountry

så er beslutningen taget. Jeg tager til Njawara og sætter min lid til, at det med transporten til Dakar nok skal løse sig.

tubab, taxa, tanka tanka

8 december 2009

Bakau, Limba’s Guesthouse, midt på dagen.

Overskyet. En fin brise, der køler. Gardiner, der blafrer…

Omkring solopgang gik jeg ud på altanen med min Zoom for at optage fuglelyde. Men det blæste for meget, så jeg gik ind og sov videre… Senere lånte jeg smør til at stege vores røræg til morgenmaden af en australier. Endnu en hvid mand omkring de 60, der er rejst alene til Gambia… Hvad mon han skal hernede? Kigge på fugle?

Nu sidder jeg her på flisegulvet i et stort, umøbleret gennemgangsrum med udgang til altanen. I rummet ved siden af står Nika og Peter og vasker op efter morgenmaden mens de nynner med til gamle musicalsange fra Peters Ipod. Min tur næste gang.

I går var det varmt og fugtigt. Vi kørte byen tynd i taxa og gik stønnende og dehydrerede omkring på Banjuls marked sammen med Babou (der er kommet ned fra landsbyen for at holde os med selskab på rejsen). Jeg købte noget stof, som jeg kan bruge til lagen + blyanter, kuglepenne og kladdehæfter til alle de børn, som jeg regner med at møde på min vej.

Efter en times tid, var vi alle ved at segne, så vi satte os på en lille café, vistnok byens fineste, lige ved siden af statsministerens palæ og tilhørende stadion. Og så tog vi hjem igen. Senere, da det var blevet mørkt, skulle Babou hen til nogle venner og aflevere en nøgle inden vi skulle hen at spise. Altså endnu en taxatur. Denne gang nedad endeløse, mørke veje med humpler så store, at vandpytterne havde udviklet sig til regulære søer.

Da vi kom til Babous venner, blev vi inviteret indenfor i deres hjem, et lille skur, også kaldet en compound. Indenfor var rummet elegant møbleret med store plyssofaer og fine lamper, guldrammer (i plastik) mm. Snart var stuen fyldt op med 5 dejlige unger og dertilhørende voksne, en stor ”extended family”. Nika og jeg fik lov til at holde den sødeste lille babypige, Aida, på to måneder. Hun smilede og lavede små gryntelyde, og hun var så fin med sine huller i ørerne!! Kom til at tænke på Rita i Mexico… Og ja, jeg fik lyst til – i bedste Madonna og Angelina Jolie-stil - at ta hende med. Men hun så nu ud til at trives meget godt hvor hun var. Tror bare det er fordi jeg savner Vilma….

Udenfor fik mændene sig vistnok noget sjov tobak, mens taxaen ventede og vores maver rumlede. Utålmodighed. I mit hoved rumsterede der desuden alle mulige tanker, om hvad de mon tænkte. Og hvad med sikkerheden? Og mantraet: ”Høflighed og respekt”. Men hvordan gør man det? Ved at gi dem gaver og penge? Er venskab og ligeværdighed overhovedet mulig, når økonomisk ulighed er så ufravigelig en præmis?

Nej, det er sørme ikke let at være en Tubab med etiske hensigter hernede. For det er svært ikke at tage den ide på sig, at gambierne må være sure på os, først og fremmest over fortiden og fattigdommen, men også over den udnyttelse, der stadig finder sted, når alle de hersens sexturister m/k kommer ned og slår sig løs…

Og jeg forstår den godt, den uudtalte vrede (hvis den altså er mere end blot en fabrikation i min hjerne). Jeg føler den tilmed selv, når jeg ser, hvordan visse kaukasiske individer fører Europas århundredelange tradition for udnyttelse af det afrikanske kontinent videre, når de kommer her og leger konger/dronninger og køber sex og romantik for en slik.
Var lige ved at lave en scene i går morges, da jeg så en ældre svensk herre sidde sammen med en pige på højst 15… jeg havde sådan lyst til at gå hen og sige noget til ham… Hvorfor gjorde jeg det ikke? Ville det have ændret noget?

Det er planen, at rejsen til Njawara skal foregå med Tanka Tanka, dvs. minibus…. Og jeg skal finde ud af om jeg vil med eller blive her i Bakau,. Her er ikke specielt rart at være hvis man rejser alene som kvinde. Men samtidig min sidste chance for luksuspakken ”strand, pool og internet” i et stykke tid. Og der er SÅ meget, jeg skal ha forberedt til Mali. Der skal findes fokus og kommunikeres. Kan ikke udskyde det længere… Hmmm, tror sgu jeg bliver her…. Nej, jeg tager med...

Knus til alle jer!!! Håber I har det godt og juler løs derhjemme…

Og så lige en ekstra gang varme og kærlighed til Signe, Thomas og lille Bison, det nye liv. Hjerte!

Fik også lige en sms fra Judith om jeg vil med til Rickie Lee Jones koncert den 13/3. Og det vil jeg selvfølgelig ☺

lobby-lyde

6 december 2009

Baccau, ocean Bay Hotel, lobbyen.

Jeg har købt interetadgang fra hotellet og downloader pt. Skype på min nye Macbook, så Vilma og jeg kan holde kontakt mens vi er væk fra hinanden… skulle ha gjort det hjemmefra, eftersom det varer en krig. Imens kan jeg passende stå her og skrive…

Lyde: Aircondition og fjernsyn kører, dæmpede stemmer. Hver gang døren til terrassen åbnes blander lobby-lydene sig med sig lyden af fløjte og percussion, aftenens etniske underholdningsindslag.

Udsigt: Trævæg hvor der hænger indrammet UN-dokument med den tankevækkende overskrift ”Code of Conduct of the Gambian Tourism Authority for the protection of Children from Sexual Exploitation in Travel and Tourism”. Interessant udsmykning…

I dag har Peter, Nika og jeg ligget på stranden og været på kinarestaurant. Og jeg har fået sendt en telefax.

hej hej fra Gambia

Jeg landede i Banjul / Baccau i går eftermiddags, dødtræt, efter tre grotesk hektiske dage i London og meget lidt søvn på kontoen. Det første der mødte mig var varmen - 30 grader plus-, lugten af sved og horder af taxachauffører, der ville køre mig steder hen og spurgte hvor jeg kom fra. Der var også en engelsk dame, der fortalte mig at hun lige var blevet gift hernede, men skulle rejse alene hjem, hvilket var forklaringen på hendes hævede øjne...

Ca et kvarter senere kom der en ung mand med et skilt, hvor der stod "Mr. Solveig Sandnes". My man Mustafa. Fra taxaen kunne jeg se den orangefarvede jord, de grønne palmer og blikskurene langs vejkanten.

20 minutter efter ankom vi til Baccaus hoteldistrikt, hvor jeg har indlogeret mig i et self catering hostel. Området ligger lige der hvor Gambiafloden munder ud i Atlanterhavet, altså tæt ved vandet. På flodsiden er der kilometervis af mangrove-sumpområder, hvor trækfuglene holder vinterferie og malariamyggene formerer sig.

Lyden af fugle og børn + lugten geder er det bedste so far. Farverne på folks tøj og deres smukke, brune hud er nu heller ikke at kimse af, selvom de giver mig en udpræget følelse af at være en uattraktiv, sortklædt blegfis. Jeg må arbejde på kuløren, både i garderoben og på huden! Foreløbig har jeg ligget og læst om vestafrikas historie ved poolen det meste af dagen, så der burde være gode chancer for at farven rød snart indfinder sig på min palet.

Noget, der til gengæld ikke imponerer mig så meget, er de konstante tilråb fra mænd, der tror at hvid hudfarve = $. Jeg prøver desperat at finde en grimasse der kan passe, så jeg ikke konstant skal kigge ned i jorden og sætte gå-hastigheden op med en sammenbidt mine. ifølge min Gambia-guidebog er der to ting man kan gøre for at slippe for det: enten blive på sit hotel eller rejse ud af Banjul... En anden rimelig klam ting, som ikke er til at undgå at lægge mærke til, er en slags omvendt sexturisme, hvor hvide kvinder lader sig varte op at unge, gambianske mænd. Du ser det overalt. Ad bvadr.

I nat ankommer tre svenske musikstuderende, Sara, Anika og Peter, som jeg skal hænge ud med den næste uges tid. De skal til den lille by, Njawara og studere wolof-musik i en måned, og jeg er velkommen til at komme med hvis jeg vil, men det er en lang og besværlig rejse, og jeg vil få i alt 4 dage i byen, så jeg ved ikke om jeg gør det...Særligt fordi jeg ikke er helt tryg ved at rejse tilbage til Banjul og videre til Dakar alene. En anden ting på min to do liste er at besøge Gambias største fuglereservat med min digitale recorder, så jeg kan begynde optagelserne til Er de sjældnes opfølger, "Er de sjældne goes to Africa" :-)