Tanker om multi-tasking i et mandefrit hus

3/1 2010

Mændene er taget på klub for at spille med et lokalt band. Imens giver Vilma Stine en omgang fodmassage og jeg sidder her i sofaen og skriver…

Siden jeg blev skilt for snart 6 år siden, har jeg heldigvis ikke behøvet at forholde mig til hvordan det er at skulle få en husholdning til at fungere sammen et menneske, der er fundamentalt uenigt med mig om hvordan og hvornår det bør foregå. I mellemtiden har jeg vænnet mig til at bo alene sammen med Vilma i en to-værelses lejlighed, og selvom jeg har skullet omstille mig til det minimalistiske format og ”gør alting selv”-modellen, er der også klare fordele ved det, såsom mindre rengøring og billigere husleje. Det rareste er dog, at jeg ikke længere behøver at forhandle mig frem til en løsning hver gang, der skal laves noget i huset. Hernede er de gamle HVEM-TAGER-OPVASKEN-konflikter, ikke overraskende, blusset op igen… Eks’en og undertegnede er stadig ikke blevet enige om definitionen af ordet ”rod”, hvilket til tider har givet anledning til mundhuggeri og heraf følgende dårlig stemning i krogene. Heldigvis har stemningen og husholdningsrutinerne efterhånden stabiliseret sig. Der er blevet hakket hæle, klippet tæer og slugt et par kameler.

Alligevel må jeg konstatere, at jeg hverken har fået læst, skrevet eller lavet særlig meget musik, siden huset blev fyldt med folk. I stedet er tiden gået med at være social, lege praktisk gris i huset og organisere og afvikle indspilningerne. Som den eneste fransktalende i gruppen og den eneste indehaver af et malisk simkort har jeg desuden lidt af en blæksprutte-rolle, når det gælder kommunikationen med ”verden udenfor”… I de sidste ti dage, har jeg også skullet forhandle på kryds og tværs med hvad der føles som Bamakos samlede musikerstand for at kunne få indspilningerne i stand… Hvor forsvinder tiden dog hen og hvorfor er det så svært for mig at være kreativ og praktisk gris på samme tid?? Jeg tror, det er multi-taskingens skyld. Hvis man er god til at lade tingene flyde imens man går ind i sin krea-zone, er man nok ikke lige så udsat som mig, der har svært ved at koncentrere mig i kaos og derfor rydder op og vasker gulv samtidig med at jeg snakker i telefon og prøver at lave musik…

Jeg skal i øvrigt lige love for at det er sin sag at overbevise de lokale musikere om, at jeg ikke har råd til at betale dem en bondegård for at være med i projektet… Lidt af et dilemma… For vi er oppe i mod et kritisk stramt og for længst overskredet budget, men samtidig SKAL musikerne honoreres på behørig vis for deres indsats. Man kan ikke få folk til at arbejde på spec ligesom man kan derhjemme, for de har ingenting hernede. Og deres børn skal jo ha mad… Nej, det er vist ikke kun i Dansk/svenske ex-familier, at man skal være en haj til multi-tasking, hvis man skal have succes med at kombinere sit kunstnerliv med rollen som forsørger.

At tjene til dagen og vejen her i Mali er mere end nok til at holde selv de mest adrætte og sparsommelige sjæl travlt beskæftiget hernede. Så at skulle tænke på musikken ved siden af, må kræve et vist overskud, ikke mindst hvis man er kvinde, og det forventes, at man passer hus og laver mad til mand og børn.…

I dag kom Doussou Koulibaly og indspillede fem sange med os sammen med sin virtuose n’goni-spiller, Oumar… Med sig havde hun sin 1 ½ årige datter, Amalie og nevøen, Abdoulaie på 8. Så vi indrettede legestue med farveblyanter, legetøjsinstrumenter og saftevand på terrassen, og så fik Vilma ellers lov til at være legetante… I mens trak vi gardinerne for til terrassedøren, så Amalie ikke kunne se sin mor gennem glasset, mens hun spillede og sang… Det gik heldigvis fint det meste af tiden… Amalie fik smidt lidt med sten og skilt de fleste af legesagerne ad og ikke mindst hældt saft ud over det hele, men var stort set glad hele tiden, hvilket jo var det vigtigste… Og hatten af for Doussou, der formåede at holde koncentrationen og spillede og sang som en gudinde…

På trods af , at det kan være svært at overkomme både at være mor og kunstner, har en ny stand af kvindelige musikere de seneste par årtier fået vind i sejlene, hjulpet på vej af de elektroniske medier, der på mange måder har taget over efter den mundtlige fortælletradition. Før i tiden, da grioterne (jeliw) dominerede musikscenen, havde kvindelige musikere, jelimusow, ifølge den amerikanske musiketnolog, Thomas Hale, oftest en ledsagende rolle som sangere eller korsangere for den mandlige griot eller jeli, der fortalte de lange episke digte, jægerfortællingerne og heltekvadene. Nu er det lige omvendt. Med medierne og markedsøkonomiens hjælp er kvinderne kommet i førersædet, således at det nu er kvindernes navne, der huskes, mens deres mandlige akkompagnatører knap nævnes. Ifølge direktøren på Radio Wassoulou, Seydou Sidibé, skal forklaringen på kvinders succes i populærmusikken findes i, at kvinder igennem tiderne altid har sunget sammen for ikke at føle sig alene, mens mændene var på jagt… Så nutidens kvinder synger nok for og om kvinder, som de har gjort hele tiden, blot for et større publikum…